Hverdagsforgyldning

Af Cindy Lynn Brown

Frank Colding: Drengen og fuglen

87 sider. 179 kr. forlaget BOD

Frank Coldings nye digtsamling Drengen og Fuglen er en fornøjelse at give sig i kast med. Samlingen består af knap halvtreds rimede tekster, der indskriver sig en særlig vise/digtertradition. Hvert digt har en titel og en uddybende under-overskrift og er desuden forsynet med en dato. Det sidste er sådan set overflødigt, da der også findes en liste med datoer bagerst i bogen. Nogle vil måske mene, at formen ikke er eksperimenterende og nutidig nok. Men Colding formår at udnytte det spillerum som rim og rytme opstiller til at skabe et helt eget og skævt univers. Hans rim er originale, humoristiske og ofte overraskende. Hvem ellers rimer for eksempel Mozart på tjuhej-fart eller mere foruroligende frugtplantagen på frygtbagagen? Emnerne der behandles spænder vidt. Der er de helt små hverdagsfænomener som afrimning af en fryser, forkølelser og morgenmad blandet med de helt store eviggyldige temaer som parforhold, kærlighed, ensomhed og eksistens. Både naturen og byen blander sig i digter- jegets overvejelser, når det går tur ved Fruens bøge eller bevæger sig på cykel gennem den tætte morgentrafik. Der bliver også tid til en mild kritisk og satirisk behandling af samfundet vi lever i og fænomener som CO2, profit og slankebølger.

Colding har sin helt egen stemme. Som han selv beskriver det i Mandagsmenneskerne: Der er, blandt et utal af hylder/i samfundets æskesystem, /en enkelt, for mig, der fortryller. Hans allerstørste force er det finurlige blik verden betragtes i gennem, som læsere får vi lov at kigge med og med digterens egen formulering at lade os hverdagsforgylde et kort tankevækkende øjeblik.