Sang-univers / Forår / Forårsfobikeren

Forårsfobikeren

 

Om at komme på vandrekur

 

 

Om et par uger springer bøgen ud,

og jeg er allerede overvældet

af vintergækkers første forårsbud,

som ganske vist er fortid og forældet.

 

Nu er det anemone-tid igen,

som de kan myldre frem og ekspandere!

Det klarer jeg så nogenlunde, men

hvad nu, når bøgeskoven eksploderer!?

 

og skyder vildt med skarpe, friske skud,

som træffer mig i hjertet med en salve,

der er så grøn, at jeg ku’ bede Gud

om næste gang at nøjes med det halve.

 

Jeg synes sidste år ku’ være nok,

min læge siger: ”livet er forandring”.

Hans råd til mig mod næste bøgechock:

”tag lyset ind; gå ud på forårsvandring”.

 

Frank Colding, 2005-4-6
Skriv besked...

Der er ingen indlæg
 
 
 
 
 
Forlaget Colding. | Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk