Fyldepennen

Drengen og fuglen

Frank Colding (Forlaget BoD)

Af Mogens Sørensen, 19/12-10

Det falder i øjnene, at denne bog har en smukt designet og livsbekræftende forside med en fugl, der flyver med en baggrund, der kan ligne aftenrøde over træer, dog med antydning af nogle uvejrsskyer. Om end man ikke skal dømme en bog på dens omslag, så vil jeg bemærke, at omslaget i dette tilfælde holder, hvad det lover. Det er digte, der udtrykker glæde ved livet uden at lægge skjul på, at det også kan være hårdt.

I lighed med digterens tidligere samlinger er det digte på rim i bunden form, hvilket især tidligere bunder i, at han står for visegenren, der er beregnet til at blive sunget. Det fremgår ikke, om denne samling også skal være viser, som han regner med at sætte melodi på – der kunne godt komme dejlige viser ud af flere af digtene - men den bundne form er i hvert fald gjort helt efter reglerne. Nogle anmeldere af digtsamlinger vil anse digtet i bunden form for at være passé undtagen i sangform, undertegnede vil nærmere sige, at det behøver de ikke være, der skal bare stilles den samme betingelse som til al anden litteratur, at det er godt skrevet. Ingen tvivl, det er Frank Coldings digte.

Vi finder i denne samling den samme filosoferen over livets vilkår, gjort med både følsomhed og humor, som har kunnet ses i de tidligere samlinger og cd-udgivelserne med hans viser. Vi får lov at opleve både den lykkelige kærlighed, men også smerterne over en skilsmisse. Der er nok meget, der bunder i personlige oplevelser, her er det karakteristisk for samlingen, at der under hvert digt er angivet et affattelsestidspunkt. Her kan læseren konstatere, at de er blevet til over en årrække på næsten to årtier, men de står så ikke kronologisk. Her kunne jeg overveje, om det burde være fast i alle digtsamlinger, især når mange læsere har det med at antage, at den erfaring, der skildres i en tekst, er gjort for nylig før publiceringen.

Nogle af de rigtig fornøjelige at læse er digtene om det at digte, metadigtene, hvor svært det kan være. Et enkelt digt handler ifølge overskriften om klamphuggeri, men den overrasker, da det er et billede på kampen med at få et digt til at hænge sammen.

At bogen er udgivet på BookOnDemand er værd at bemærke, al den stund at selvudgivelse har været en del omdiskuteret. Det er dejligt at se, at det også kan åbne op for værdifulde bøger, som ellers ikke ville være blevet udgivet. Lad denne lille samling livsfilosofiske digte give anledning til, at vi ikke bare selvudgivelse helt og dermed heller ikke alle selvudgivne bøger over en kant. De bliver ofte ikke anmeldt i de sædvanlige medier, heldigvis har jeg så haft muligheden for at anmelde denne bog i håb om at hjælpe den lidt på vej.