Her sidder jeg og blunder

Her sidder jeg og blunder
til urets tik-tak-tik,
forgabt i fredens under
men jeg vågner med et nik.
Derude skinner solen
i verden lys og god.
Selv lumrer jeg i stolen
med smerter i min fod.

Men det er rart at sumpe
i denne ømme krop
og bare skulle humpe
et par meter, vaske op.
Medaljer og emblemer
er løn for kamp og dåd.
Jeg har kun små problemer
og dagligt husgeråd.

Jeg har en gammel cikel,
den bruger jeg til sport,
mon jeg og mit vehikel
kunne slå en dansk rekord?
De andre ville måbe:
”En prægtig ungersvend!”
- Jeg prøver først at håbe,
min fod bli’r rask igen.

Frank Colding 24. juli 2017