Ah, jeg dalrer og danderer

Ah, jeg dalrer og danderer
denne skønne formiddag.
Gider ikke producere,
og det falder i min smag
blot at slække tøjr-snoren,
løsne muskler lalleglad,
slentre mig en tur langs fjorden
rundt om havnen til min stad.

Se, de fjerne svaner lyser
hvidt, hvor solen dukker op.
På en sten i vandet kyser
skarver hejren uden stop.
Deres vinger basker, våde.
Nu har hejren fået nok.
Og på kajen hejses både,
flyttes hurtigt væk med truck.

Løsner nakken let og takker,
ingen jager rundt med mig.
Kroppen er min gode makker,
og vi leger ’slentre-leg’.
Dog, i går i fitnessklubben
valgte vi at lægge arm:
En duel på løft og skubben
til musik og støj og larm.

Jeg går ind i Folkeparken.
Træerne: en gylden port.
Fra den toner ødemarken
stille, højtidsfuldt og stort.
Men på skolelegepladsen
holder unger frikvarter
fejrende festivitassen.
Som de gynger, råber, ler!

Kommer til Conditoriet,
nogle holder her kontor.
Energibogholderiet
går vist op, så vidt jeg tror.
Lader servitricen trylle
mig kalorier, herlig smag.
Mæt af mad og liv og fylde
går det hjemad for i dag.

Hjemme pukler jeg som digter,
som en skjald blandt hverdagsfolk,
kæmper åndens storkonflikter;
ganske vist, en ydmyg tolk.
Intet ved mig at berømme,
kun et vandrestøvlespor
mildt vibrerer hjertestrømme
fra Guds Sol og Moder Jord.

Frank Colding 13. november 2019

 

 

Sabbath Andersen 10/05/2020 kl. 5:47 pm

Frank Colding med nyt digt: ”Ah, jeg dalrer og danderer”.

Allerede her genkender man manden – Franks prototype, som han så tit har skrevet om. En ydmyg, stille eksistens, i sin stille hverdag. Men absolut ikke kedelig, hverken manden selv eller det liv, han lever. Dertil er han alt for opmærksom på de små glæder og rigt sansende de nære ting.

Og til os andre: Vi skal ikke langt bort for at finde værdierne. De er lige her omkring os. Det kan vi lære af et digt som det her. Skrevet af en digter, der elsker, hvad den har at give ham den plet på jorden, hvor han hører hjemme.

I den forstand er Frank også en fædrelandets digter. Det er værd at erindre om. Så tillad mig i al beskedenhed at citere fra min egen præsentation af ham her på Tekstforum:

”Frank Colding er en national digter i ordets bedste betydning. Han digter om det Danmark, som vi alle kender og holder af. De vekslende årstider, det skiftende vejrlig, døgnets rytmer. Og om sindet der tager farve af det alt sammen.”

SA