Hvad hjælper det, at solen skinner

Hvad hjælper det, at solen skinner,
når jeg er tørret ud.
Her er ingen æblekinder,
kun brudgom uden brud.
Jeg dulmer mine visne-sorger
i øl på nul procent.
Far han var en drukken sjover,
jeg selv, kun lidt bevendt.
Men hvad med dig, min ven og kvinde,
som går og føjter rundt?
Drømmer næppe om at finde
et knastørt nervebundt?
Nej, jeg må have glade sange
og endnu mere øl.
Livets vand til mørkets fange
som rusker i sit føl.

Er virtuelle karusseller
et pengemaskepi?
Er vi to kun luftkasteller,
en Facebook-fantasi?
Vi spilder vore gode dage
med tvivl, kalenderrod.
Kom herhjem til fest og kage,
til kram af kød og blod!
Og tidens gospelsang og -dansen
forstyrrer mest min ro.
Hvad skal jeg med rosenkransen?
Jeg hviler i min tro.
Men jeg vil gerne ud at føjte
i den lokale skov.
Lad os vandre dér og fløjte
af lyst til husbehov.

I puslespillet, din kabale,
er ugen alt for kort.
Dagen går med det basale:
familie, job, transport.
Du skriver enkelt og tålmodigt,
som høfligt individ,
det, jeg føler er vemodigt:
Du mangler ’ledig tid’.
Vi gik i skoven vinter, sommer.
Og tiden med en ven
ved jeg altid ikke kommer
forspildt retur igen.
Nu iler livet atter vid’re,
det stod en stund ’på hold’.
Glad jeg stopper med at kvidre
i melankolisk mol.

Frank Colding 15. oktober 2019