Begynderballøven

Om at glemme sildefangstnoteringen

Jeg står på dansegulvets kant
og glor, mens stimevis af sild
vrider hofter hjemmevant
og sætter fut i fyres ild.
Forbavset aner min forstand,
at denne scenes sære magt
kun begribes, hvis at man
bevæger sig i dansetakt.

Et spotlightlyn på tusind Watt.
Og så, min krop! Gud fri mig vel,
huser jo en kælen kat,
der vrikker med mit understel
og sender små impulser ud
til arme, ben og fødder som
lystrer på dens vink og bud:
"Nu bøj, nu stræk, nu højre om."

Og der! Foran min næsetip:
et smil, et lydløst: "Kom, vis mod"
Udtalt med et hoftevip:
"Jeg er en sild i kød og blod."
Så mander jeg mig op til mands-
bedrift med følgende replik:
"Må jeg op til byde dans?"
(Hun er så frejdig i sit blik,

at jeg forkludrer min syntaks,
og kroppens rytme går i stå.
Heldigvis er damen vaks:)
"Det kan du lige tro, du må."
Nu mærker jeg et mavesug.
Et kattetarmestrygerkvad
spilles nede i min bug
til teksten: "O, jeg er så glad."

Så danser vi i rytmetakt
og griner til hinanden ved
denne hemmelige pagt:
Vi er forskelligkønnethed,
der føler fælles sympati
og som ved skæbnens trylletrick
pluds’lig hænger sammen i
en fin usynlig elastik.

Den første dans tar' flere med,
men ender, da hun med et smil
siger: "Pyh, hvor er jeg hed,
jeg trænger til et lille hvil".
Og vips! Så ser jeg, hun er væk,
imens mit hjertes fangekor
rammes af et kraftigt smæk
fra føromtalte gummisnor.

Jeg vakler ned til stedets bar,
hvis drikkevaresamarit
plejer mine indre ar
med alkoholfri akvavit.
Tilføjet citrusfrugtessens.
Og tempereret. Ingen is.
Lige her og alt imens
jeg står og drukner mit forlis

forstyrres jeg. Et: "Hej igen,
hvad hedder du, hvad laver du".
Det er min kære sildeven.
Jeg sir' mit navn og bæller nu
min lunkne karrierevand
og svarer: "Kunstner.." føjer til:
"mest af navn, alt hvad jeg kan
er rim, lidt sang og guitarspil."

Så kaster vi os ud på ny
i dansens hede, vilde larm.
Og da kvælden går mod gry,
bekendtgør uret på min arm
med pegefingervisersprog,
at det er tid at vende hjem.
Dagens allersidste tog
har afgang nul-to-komma-fem.

Nu går jeg ud. Hun følger med.
Vi står i natten mørk og tom.
Og en ordløs evighed
forgår, imens jeg tænker som
en bogholder med varigt mén:
"Når to og to, lad mig nu se,
lægges sammen én og én
kan facit, sir' man, bli’ til tre."

Et ekko af et blidt: "farvel"
vibrerer i min øresnegl,
da jeg atter bli’r mig sel',
og katten mjaver af min fejl:
"En tanketorsk, det må man si'!
Den slugte både sild og krog,
før min godbid havned’ i
din sildefangstadressebog."

Frank Colding maj 1994