(Forspil)

Jeg varmer mig ved strygerklange
på mit gode el-klaver.
Det blev lidt køligt nogle gange
for en enlig musketer.
Jeg skyggefægted’ med min kårde.
Men klaveret gør det let.
Nu spiller jeg obo d’amore
til en violinduet.

November er så kold i Norden,
våd og fuld af næsesnot.
Men stadig kan jeg høre Jorden
synge til en sprød fagot.
Og trods alt det bakterielle
føler jeg mig sund og fri;
en lille skjult alkymisk celle,
som kan løfte energi.

Så jeg går rundt og transformerer,
jeg er ingen øde ø,
men én blandt mange, der vibrerer
i et regionalt miljø.
Og blandt de lys, der evigt rækker,
Jesus Kristus er min helt.
I Ham er kærlighed, der strækker
længere end Storebælt.

Tænk; helt fra syd og nord til Polen
(hvor man flest er katolik),
blandt alle folk kan hjertesolen
varme på et øjeblik:
Forstår jeg? Blev du accepteret?
Mødes vor forskellighed?
Vorherres nørd ved el-klaveret
klimprer nu om nådens fred.

At nåde er familie, venner,
men’skevarme på café,
før alderdommen ensomt sender
ham på sidste odyssé.
At nåden bor i gode minder;
sjælens sang i hans klaver.
At selvet nådigt himlen finder,
når han ikke er her mer’.

Her under de lokale lofter
skal jeg holde ryggen rank,
bevægelig i lænd og hofter.
Kulden, er det en skavank,
som kommer af min siddestilling,
også på klaverets stol?
Som sjæl og pianistisk lærling
forsker vi i kraft og sol.

Frank Colding 25. november 2023