Digtet har udgangspunkt i en drøm mellem den 16. og 17. august 2021. Den politiske situation var ganske vist ikke til pjank den 17. med tabet af Kabul; men i nattens drøm strømmede den letvingede glæde efter fejringen af min fødselsdag den 16.

Vi kravler rundt og tosser
med krumme legoklodser,
og har en herlig fest.
Er trygge døtre, sønner,
kulørte ’Mokkabønner’,
som leger allerbedst.

For alt, hvad vi skal bygge
er godt humør og hygge
af ’Hundeprutte’-gas,
som gør vort fjernsyn magisk.
Man fjoller med ekstatisk
bag skærmens klare glas.

Og vækker mig af drømmen
jeg strækker mig i strømmen,
er frisk og frank og fri.
Så rammer apatien:
Afghanistan og krigen
og klimakamp og skrig.

Dermed går freden under,
imens vi tuller, blunder.
Det tyder alting på!
Må ta’ det på vor kåbe,
og rette ind og håbe,
det nok trods alt skal gå.

Jeg er jo kun en digter,
Gud hjælpe, hvor jeg svigter,
og fylde mig med ro.
Letvinget er min glæde,
den bringer mig til stede
i hjertets håb og tro.

Frank Colding 17. august 2021