Forsker som en himmelstormer
i amorft germanium,
men nu løsner små reformer
muskler på mit kranium.
Jeg sad fast i videnskaben,
og blev selv et stumt objekt;
nu skal vrøvleord og gaben
hjælpe mig og mit subjekt.

Ryster mig, så kinder flaprer,
kæbemuskler giver slip,
danser, mens min tunge plaprer,
griner af mit eget flip;
ingen ser det, ingen sladrer;
strækker tungen uafbrudt,
lyder som en and, der snadrer,
pruster som en hest til slut,

gør de særeste grimasser
og masserer maskens hud
om til bløde muskelmasser,
dasker kærligt kind og tud,
ælter håret rundt på kloden,
ruller øjne strækkevant,
gnider venligt næseroden,
trykker øjenhulens kant.

Så, nu har jeg trimmet lampen,
klar til nok en lys idé;
hjertet banker, mærker tampen
brænder, bare vent og se.
– Stille anes morgenrøden
lyse i mit kranium.
Hej, nu modtog hjernegrøden
indsigt i germanium.

Frank Colding 2014-05-25