(Forspil)

Min indre kontrollant
gik pludselig amok,
og vennerne forsvandt,
fordi de fik et chok.
Nu sidder jeg tilbage
i tomme, kolde dage
og glor på mit TV.
Dér går det hidsigt til
med kærlighedskomik,
et kulde-/ varme-spil,
og timet, hver replik.
Det letter jo at grine,
nej, hjernens ismaskine
er ikke min kop the.

Det hele er et spejl,
ja, nærmest en kopi,
af mine egne fejl
og tilsat krydderi
af humor og rabalder
og maskerne, der falder,
så vidt vi nu kan se.
Nu bli’r det pluds’lig hedt
med sex og utroskab,
her husker jeg lidt svedt
begær og smerte, tab.
I TV: alliancer,
bedrag og scorechancer,
poleret renommé,
og hjernemedicin
mod traume og fobi,
og børsens svindlergrin,
og syret terapi.
En depressionskomedie
skabt i glamourens smedje,
kan få mig til at le.

De ter sig så fatalt
at det gi’r kuldegys.
Problemet er banalt,
de skimter intet lys.
Et skifte i betoning
fra strid og til forsoning
er hvad jeg helst vil se.
Hvordan vil det mon gå,
bli’r enden god til slut?
Lidt spøjs og lyseblå,
banal? Er det forbudt?
Hvor min historie ender?
bli’r vi mon gode venner?
Jeg håber, det vil ske.

Frank Colding 18. november 2021