Jeg orker ikke synge
om noget stort og lyst
og skulle stå og slynge
idéer fra mit bryst,
som er så pokkers høje,
at man sku' vær' tenor.
Nu la'r jeg mig fortøje
til denne stygge jord.

Kom, gi' mig mol og mørke,
et tæt og tungt gardin,
forladte øde ørke,
en trøstesløs ruin,
hvor man kan gå og sumpe
den hele sløve dag,
og sidde på sin rumpe,
og fryse på sin bag.

Og kede sig i længden,
og hele bredden med,
og længes efter mængden,
og pluds'lig ta' afsted
til nye, triste sange
fra byens fangekor,
og være en blandt mange,
som ikke er tenor.

Frank Colding 2008-03-19