En aftalepartner blev ustabil

 

En aftalepartner blev ustabil,
og det har jeg svært ved at bære.
Glad kører jeg solo mange mil,
men afbud er temmelig svære.
Så går jeg min rute i stedet for,
og opgangen dufter af sæbe.
Det rører en modfalden senior,
som her får det over sin læbe:

Gid trappevask-manden ku’ ane, at
han trøsted’ en ældre beboer,
og hjalp ham at åbne en fredagsskat
af minder ad duftenes broer.
Man vikles jo ind i et filtret garn,
som dufte kan rede en smule.
Jeg mødte igen mit forladte barn,
da jeg trådte ud af min hule.

Min mor, hun er væk, jeg er fire år,
og frøknerne er pædagoger,
der er kun en smule, han forstår,
et børnehjems lille beboer.
Mon trappevask-manden skal hjælpe mig?
Er børnehjemsfrøknerne skredet?
Nej, jeg er din voksne, som passer dig,
jeg er din beskytter i stedet.

Og nu skal vi lave lidt aftensmad,
jeg ved jo, du elsker at spise.
Kan se, at du bliver så tryg og glad,
og synger, så det er en lise.
Og vi to har venner at lege med.
Ja, selv når en aftale svigter,
så gør vi det blot til et legested
og spiller og hygger og digter.

De fleste, de lever et hektisk liv,
og når ikke at rekreere,
og sygdom bli’r ofte korrektiv
til kravet: at sku’ konkurrere.
Og mange kan slet ikke sige nej,
og vide at sætte en grænse.
Engang var jeg også det arme kvaj,
som ikke ku’ stoppe og ænse.

I dag er jeg frisat som pensionist,
og sindighed følger med alder.
Vi arver jo alle talent og brist,
man kører med klatten og falder.
Og uden lidt omsorg og venlighed
er samfundet blot en maskine.
Vi lever af tro, håb og kærlighed,
samt kosten i hjem og kantine.

Frank Colding 27. oktober 2023