Jeg går tur med mine fødder.
Træerne i denne skov
kalder dem for vandrerødder.
”Han er pudsig og lidt sjov.
Anlæg upåvirket mine,
når I ser en rod-attrap,
vi må ikke stå og grine
af et fjumret handicap.

Mon han tror, han drejer Jorden
ved at træde sine fjed?
Vores stamme kender fjorden,
har en akse i sit ved.”
Jeg har min mobile søjle,
så jeg er et heldigt kræ,
og vil ikke foregøgle,
at jeg hel’re var et træ.

Og jeg elsker mine fødder,
elsker også denne skov,
hvor jeg går og samler nødder,
et dusin til husbehov.
Lad kun klinge rene toner
eller suse spot og død,
jeg vil kende skovens kroner,
på hver bog og hasselnød.

Og de næringsrige kerner
tåler sne og nattefrost,
lægger sagn om himlens stjerner
til den åndelige kost.
Men de transcendente stråler
er dog kun det halve bud.
For i jord og mine såler,
bor den immanente gud.

Er på tur med mine fødder.
Træerne i denne skov
kalder dem for vandrerødder.
Deres sang er kæk og sjov.
Og jeg fristes til at grine,
når jeg ser en fod-attrap.
Træer døjer, død og pine,
med motorisk handicap.

Frank Colding 6. november 2019