Jeg har gjort det godt i dag

(Forspil)

Jeg har gjort det godt i dag
og sidder nu og hviler
mig i saligt velbehag,
mens regnen roligt siler.
Overtøjet, det blev vådt,
som tøj jo bli’r af regnen.
Jeg er hjemme i mit slot,
det fineste på egnen.

Udenfor er himlen grå
bag træers silhuetter.
Våren venter stille på,
de sidste vinternætter
viger for den åbne skov
med hvide anemoner.
Indenfor, nu: kokke-sjov
for grever og baroner!

Gadelampen bliver tændt,
spolerer den sublime
skumringsstemning, velbekendt
i denne sene time.
Man må skærme af for sligt,
gardinerne er tykke.
Salen gløder fyrsteligt
af gastronomisk hygge.

Frank Colding 4. marts 2019