Jeg er i min væren
i indadvendt ro
og påkalder lær’en,
den levende bro:
”Hvordan mon jeg gavner?
Hvad er mit projekt?
Jeg synes, jeg savner
en opskrift, recept”.

Men ville jeg følge
et råd, en besked
og ride en bølge
af velvillighed?
Det hænder til tider,
jeg kommer i gang,
og pludselig gider
at skrive en sang.

Men siger du svaret
er kamp, disciplin,
vil jeg ha’ den parret
med leg og med grin.
En skøn børnehave,
som giver den gas,
er Guds morgengave
fra vor legeplads.

Snart opstår konflikter.
Nu lyder der gråd;
gid hverdagens digter
ku’ styre sin båd;
han skulle ha’ øvet
klaver, øvet sang,
og ikke kun prøvet
at komme i gang.

Forvirring og masen…
”I hånd to og to!”
Tilbage til basen
med vor pædagog.
Hvor trygt med en myndig,
der følger en plan,
en voksen og kyndig
og knapt så spontan.

Jeg ved godt jeg spurgte
naivt. Var det galt
udi det absurde?
Måske helt normalt?
Jeg tænker miseren,
oprindeligt set,
er koks mellem væren
og aktivitet.

Jeg finder nok svaret
i det, der gør glad,
som, ofte forklaret,
er mere end mad,
Dog, brød til de arme
leverer jeg fro
med ånd og med varme
i gøren og ro.

At opfinde sange
er blevet min vej.
Det går mange gange
så let som en leg.
De vokser som frugter
af tro og passion.
Jeg tænker, det flugter
med sjælens mission.

Frank Colding 16. juni 2023