Jeg stritter og knitrer,
er helt elektrisk,

min aura forvitrer,

forsøger perplektisk

at lappe en sprække,

bruge min damp,

jævne og række,

og rumme min kamp.

Har orket, præsteret

i dag, i aften,

og mer’ vil ha’ mere,

men saften og kraften

må nu transformeres,

takkes til ro,

vugges, vibreres

med tillid og tro.

Dagen ender nu min ven.

Ved du hvad? Du skal i seng.

Nu skal du go’natte.

Det er tid at finde hen

til din drømmeverdens eng;

til de skjulte skatte.

Frank Colding, 2005-3-4