Velkommen hjem min kær’ste.
Den tavse mand du efterlod
er snart ovre det værste,
men humper nu på højre fod.
Så kan hans skøre hjerne
langt inde fra sin øgle-marv
højt fra urtidens fjerne
udbryde et trefoldigt ”Av”!

Hvis han da ellers gider,
må han nu tage den med ro,
mens han humper og lider
med indlæg i sin ene sko.
Mundtøjet la’r du løbe,
men jeg er både tavs og sur,
det er forholdets svøbe,
hvem ved, vi finder nok en kur.

Jeg kan jo ikke vandre
ad dine travle tankespor.
Du vil ordne for andre,
mens jeg er en, der langsomt gror.
Kom, fald til ro på din flyder,
og træk dit eget stille vejr.
Tankestrømmene syder,
men vid jeg stadig har dig kær.

Følger de vante baner,
jeg nusser stille, roligt rundt,
håber så, at du aner,
at her og nu er stilhed sundt.
Giv dig blot til at lande,
den uge var et mareridt
glat din rynkede pande
og hvil dig, sov, for du har lidt.

Frank Colding 12. juli 2008