Jeg kører på rutinen,
passer job på et kontor,
fortæller piccolinen:
”Jeg sku’ gøre det i fjor”.
Man burde snart sortere
denne stak med gammelt rod,
besindigt kompensere
pionerens vovemod.

Han kunne inspirere,
kunne forme mål og trang.
Man mødtes om ideer
dukked’ op og gik i gang
med have og med bygning,
søndagstjeneste for Gud.
Hans bøger sendt til trykning
emballeret, bragt med bud.

Ifølge alles mening
var hans død et kæmpe tab.
Vi kører som forening,
vælger vores formandskab.
Er lidt et kludetæppe
uden lodret frontfigur.
Det går med nød og næppe
med en løs ad hoc struktur.

Selv holder jeg ved lige
lidt af det, som er i gang.
Og ofte ku’ jeg skrige,
men jeg synger blot min sang.
Jeg prøver på at hygge
mig som uset bureaukrat.
Lad gerne formænd bygge,
jeg vil leve skjult og rart.

Så længe de bevarer
gruppens formålsparagraf,
som bøgerne forklarer,
sætter jeg min autograf.
Og nu som før var dage,
megen fnidder sønderrev.
Men jeg vil ikke klage
jeg vil fatte, hvad han skrev.

En anden må bestemme:
Min kollega på halvfjerds.
Vi hører begge hjemme
hver i vores univers.
Hans sted er høje zoner,
og Maria er hans mor.
Min verden: lyse toner,
som jeg synger, hvor jeg bor.

Frank Colding 29. september 2017