Hvorfor skal jeg sove

Hvorfor skal jeg sove,
når det er højlys nat?
Det er lig’ godt grove,
jeg har det til debat.
Er man tidligt oppe,
vil hjernen samle støv.
Det er som at shoppe
et ris til egen røv.

Alt for utålmodig,
jeg glæder mig til dag.
Gid den bliver frodig,
min Skaber til behag.
Drej nu kun på kloden,
Vorherre bring mig sol,
tiden er jo moden,
jeg venter i min stol.

Gud, du er den største,
beskeden min vokal.
Pipper som den første
hengivne nattergal
i pyjamasskjorte
på egen skæv facon
i dit vintersorte
helt uden for sæson.

Påklædt er mit ydre,
barberet er mit skæg,
så nu vil jeg krydre
mit kogte morgen-æg.
Blinkende traktorer
er ude at strø salt.
Mængderne, lidt store.
Det dæmrer dog, trods alt.

Nu, ved arbejdsbordet.
Persiennen drejes fra...
Gud ta’r mig på ordet:
Hans sol står rød og klar,
åbner horisonten,
velsigner folk og stad,
lyser over donten,
gør ærefrygtig, glad.

Snart er det vist sagen
at stævne ud på tur.
Tit om formiddagen
forlader jeg mit bur.
Det at promenere
er frit og ikke strikst.
Cellerne fungerer
igen lidt mere fikst.

Hilser, som de fleste,
på vej til fjordens land.
Standser for det meste
og skuer over vand...
Gråt foroven, -neden...
Bag sløret kimingsbånd
går Mangfoldigheden
og Enhed hånd i hånd...

I en logisk hjerne
er det for mystisk kost.
Frokost-korn og kerne
er snart et vigtigt must.
Fiskefrikadelle
og øl og andet godt,
lader kokken melde,
serveres i mit slot.

Det er tid at træne,
musikken er tju-bang.
For i mit domæne
er høje knæ i gang.
Mavemuskler styrkes
og pulsen sættes op,
smidigheden dyrkes
med raske englehop.

Bedst af alt er badet,
især det kolde gys.
Mærker, det er stadet,
hvor liv og kraft forny’s.
Atter vil jeg skaffe...
Mit sejrsritual:
eftermiddagskaffe
hældt op i en pokal...

Stadig kan jeg score
lidt trivsel og behag
i min eneboer-
corona-kloster dag...
Livet i os viser,
at vi er jordens salt...
Synker ind og priser
min Gud, som giver alt...

Gud, jeg gør mig stille…
Jeg åbner mig for dig…
Aner hjertets milde
opstandelse i mig…,
da en nabo råber,
at noget gør ham vred!
Gud, forsyn os tåber
med visdom, kærlighed.

Lunter til mit køkken
her dufter det af mad.
Glemmer ham med nykken.
Min underbo er glad,
sender kogedampe
med vor ventilation.
Jeg vil stege svampe
til flere-dags-ration.

Snart er dagen omme.
Jeg spåede om støv
i min hverdagslomme.
Blev hjernen træg og sløv?
Mere overgearet:
En fyldig dagsrapport
kaldtes til papiret
på versemålsakkord.

Uden der kom rod i
den lette/dybe dag.
Mener, den blev frodig,
min Skaber til behag.
(Læseren må dømme.
Jeg selv er inhabil.
Trænger til at drømme
og få mit nattehvil).

Frank Colding 26. januar 2021

.