Nu gløder morgensolen rødt

og fugle hæver røsten,

mens vores jord den drejer støt

og roligt imod østen.

I solen skabes gyldent rav:

En stribe på det stille hav

fra horisont til kysten.

Min sjæl vær glad, vågn op til dåd,

stå op til dagens færden.

Vær nu frimodig, vær blot kåd,

lad fryd besejre smerten.

Luk hjertet op og lad mit sind

ta’ mod det lys, som strømmer ind

fra Evighed til Verden.

Og dette lille under sker,

at Ånden nådigt fylder

mit hjerte op, så øjet ser,

at solens skær forgylder

alt, hvad dens stråler lander på,

mens fuglesang mod himlens blå

vor Gud og Skaber hylder.

Min Gud, højt på din tronestol,

al din er verdens hæder.

Tak for din skønne morgensol,

som lyser, hvor jeg træder.

Og tak, at du i dæmrings dis

gi’r mig et glimt af paradis

og salighedens glæder.

Frank Colding, 1995-6

Mel.: Hvad kan os komme til for nød