I Enhedens nu

(Forspil)

I Enhedens nu
er der slet ingen tid,
det sidder jeg og tænker over
og kommer i hu,
at mit jeg-individ
sku’ gøre, som man gør: man sover.
For klokken er tolv,
jeg får minuspoint,
i morgen står der røde noter
i min protokol:
’stået ud af sin seng
og listet rundt på bare poter’.

Det er illusion,
der er slet ingen tid,
det mærker folk, når de bli’r vise.
Min egen person
er en kende stupid,
vil hellere ha’ lidt at spise.
Vi har stjernehvælv,
over selv denne nat,
små lys i det uendelige.
Og højere Selv,
(med og uden en kat),
som åbner sansen for Guds rige.

 

(Mellemspil i gennemkomponeret udgave)

 

I hjerternes sol
tælles ikke point,
her favner vi med fyldig varme.
Det Enes symbol:
Lig et gyldent refræn
om fred og nærhed i Guds arme.
I Enhedens nu
er der slet ingen tid,
det glemmer jeg at tænke over.
Er ude af brug,
mens mit jeg-individ
blot gør, hvad mange gør, det sover.

 

(Efterspil)

 

Frank Colding 1. september 2019

 

Debat om digtet fra Tekstforum:

Preben Søgaard Larsen26/04/2020 kl. 6:21 pm
I Frank Coldings digt ”I Enhedens nu” er det afgørende at forstå første vers i første strofe, hvis resten af digtet skal give nogen mening.
Uanset synsvinklen så er der vist tale om en nyskabelse og som det er med nyskabelser, så er de som regel svære at forstå – hvis der altså er tale om en nyskabelse.
Enheden (ental bestemt) er, bortset fra den ligger indenfor for temporaliteten, i sagens natur, det uopgivelige grundlag og forudsætning for alt. Ingenting over og ingenting ved siden af. Vi taler i absolutter her i digtet.
Man vil jo gerne forstå, så derfor læser man videre. For mit vedkommende uden den store afklaring i første omgang.
”…et gyldent refræn om fred og nærhed i Guds arme…” et det sted i teksten jeg kommer nærmest den filosofiske betydningsknude (Enhedens nu), der plæderer for at være et religionsfilosofisk begreb (eller påstand) i udgangspunktet.
Den udlægning af Frank Coldings digt der ligger lige for, finder jeg hos filosoffen Søren Kierkegaards analyse af den religiøse livsholdning, hvor historiebegrebet (inkarnationen?) ses i sammenhæng med tidsbegrebet. Der hvor det religiøse enhedsbegreb (en entitet uden for menneskets bevidsthed (Gud, det Evige?)), tilstræber af forene den evige bevidsthed med det levede liv (timeligheden), når eller hvis man besidder en moden parathed eller tager tilflugt i troen.
Jeg kunne godt have tænkt, at digteren havde udfordret det afgørende i digtet, at det er muligt for mennesket at overvinde timelighedens kilder til endeløse lidelser, manglen på nærværet, rastløshed og mere af den slags i stedet for at introducere den sovende bevidsthed og fravær af lidenskab og tro.
PSL

 

Frank Colding26/04/2020 kl. 9:36 pm
Hej Preben
Ja, Enheden er et religionsfilosofisk begreb. I glimt kan mystikeren opleve enhed og bagefter opdage, at han befandt sig udenfor tiden. ”I Enhedens nu er der slet ingen tid”, er ment som et pudsigt paradoks. Jeg forsøger at slå en let tone an. Nogle mystikere vil hævde at personlighedens fysiske verden blot er en illusion, at folk i almindelighed ikke er vågnet op til den virkelige verden, som er Enhedens verden. Folk går og sover billedligt talt, ifølge mystikeren. Men hvad stiller man op med den slags prædikener om gudsriget en sen nattetime, hvor man er sulten og hellere skulle se at komme i seng? Man kunne for eksempel prøve at se komikken i situationen. Digtet stiller enhed over for dualitet. Det højere selv overfor personen. Rummelighed (favne med varme) overfor præstation (tælle point). I en humoristisk, forsonlig toneart.

Venlig hilsen
Frank

 

Sabbath Andersen27/04/2020 kl. 12:21 pm
Med Prebens dybtgående analyse af digtet, og Franks lige så dybtgående (og bekræftende svar) er der jo egentlig ikke så meget mere at komme efter. Hvilket ærgrer mig en smule, for jeg havde gerne blandet mig i slige materier, der bliver drøftet af de to.

Hvad kan jeg snart finde på? Jo, jeg kunne tilføje, at jeg nu synes, Frank undervurderer din egen hovedperson en smule. Denne står godt nok midt i hverdagsligheden (som er svær at ryste af sig), men skiller sig også ud fra den, er langt fra det ansigtsløse ”man”, som ellers dominerer overalt.

Hvor mange ”på bare poter” formår således fra dette lave at knytte an til den højeste metafysik, dvs. Gud? For her skal det også lige nævnes, at En-heden, ikke bare er et fænomen for mystikere, men tillige for mere reflekterede teologer og filosoffer (som også Preben er inde på). Og til dem hører han jo egentlig, digtes jeg, endda i en sådan grad at han lider af søvnløshed derved.

Desuden tilføjes, at ”det tidløse nu” er uløseligt forbundet med kristendommens tidsopfattelse – der ganske vist i lineær forstand medregner et endeligt i døden, men hvor (med såvel skabelsen som løftet om evigheden in mente) hverken begyndelse eller afslutning egentlig giver nogen mening i menneskelivet, og derfor, som digtet siger, tillige udelukker nuet som del af et tidsforløb.

Igen en mageløs tekst fra Frank Coldings digterværksted. Som altid holdes dybsindighederne i ave med hjælp fra hans karakteristiske humor: Dagligdagens vinkel til beskuelse af det højere helt nede fra de flade futter.

Samt formelle træk som velklingende rim og rytme, for det slår mig, hvor meget den slags teknik, ud over at lyde godt, kan bløde op på det tematisk alt for alvorstunge.

SA

 

Frank Colding28/04/2020 kl. 8:14 am
Så enig med Preben er jeg nu heller ikke. I sin læsning snubler Preben over den første linje og kommer aldrig rigtig ind i digtet, men begynder i stedet at skyde gråspurve med kanoner. Jeg tror, som Preben, at det ved Guds hjælp ”er muligt for mennesket at overvinde timelighedens kilder til endeløse lidelser”. Ja, vi kan skabe en jord uden krig og sult. Men det er altså ikke gjort på en sen nattetime. Og det var åbenbart ikke mit ærinde på det tidspunkt at skrive en prædiken om dét. Men, Preben, måske du selv kunne skrive en sådan prædiken, eventuelt i digtets form? Verdenssituationen løses i øvrigt ikke uden nattesøvn. Timelighedens ’endeløse lidelse’ er i digtets scene såmænd den banale ikke at kunne falde i søvn midt om natten. – (Og den lidelse var faktisk ikke endeløs, eftersom forfatteren publicerede sit digt og altså ikke døde af mangel på søvn. Og hvis han var død, havde lidelsen formentlig og forhåbentlig fået en ende. Men spøg til side).

Jeg anerkender, hvad du skriver, Sabbath, at spørgsmålet om enhed også er et område for ”mere reflekterede teologer og filosoffer (som også Preben er inde på)”. Og har nu tygget mig igennem Prebens kommentar en ekstra gang. Og gjort en indvending.

Hovedpersonen i digtet har noget mystiker i sig, han siger: ’Det mærker folk, når de bli’r vise’. Hvis han var filosof eller teolog, ville han nok snarere sige: Det erkender folk, når de bli’r vise.

Med hensyn til grader af menneskelig bevidsthed, er det vel ikke særlig odiøst at mene, at nogle mennesker er meget klare i deres bevidsthed, mens andre nærmest ’går sovende gennem tilværelsen’. Hvad der sker med bevidstheden i overgangen mellem vågen og søvn er en anden sag, men hovedpersonen i digtet ender på den ene eller anden måde med at falde i søvn. Og det er der vel ingen grund til at skamme hverken ham eller hans forfatter ud over. Hvilket nok heller ikke har været hensigten.

Det er også en filosof, der taler i det afsnit i din kommentar, hvor du skriver om ”det tidløse nu”. Jeg har måttet læse det en del gange. Dér kommer du mig til undsætning. Tak for det. At jeg ikke tror på et-livs-teorien er så en anden sag. Jeg tror sjælen gennemgår en læreproces over mange inkarnationer. Men forklaringen med at nuet eksisterer uafhængigt af begyndelsen og enden, eller at begyndelsen og enden ikke er relevante i forhold til oplevelsen af nuet, kan muligvis også tillempes den model.

Tak for din bemærkning om, at jeg i digtet undervurderer min egen hovedperson en smule. Det gav mig mod og lyst til at arbejde med endnu et svar. (Du hæfter dig måske ved: ’min egen person er en kende stupid, vil hellere ha’ lidt at spise’. Indrømmet, dér får han med grovfilen. Kunne det være ment ironisk? Og hvad ligger der i, at det er kun ’en kende’?). Men du har muligvis ret i din bemærkning, eftersom forfatteren fandt den støttende.

FC

 

Sabbath Andersen28/04/2020 kl. 10:28 pm
Poesi er jo dejligt, men på en måde også forræderisk, både over for læseren og over for forfatteren selv. Især vanskelig poesi, der stiller større krav til læseren. Det er indlysende. Men knap så indlysende – at den sørme også gør det til forfatteren.

I formidlingsmæssig forstand. Forstået på den måde, at poeten hele tiden skal medtænke det kommunikative aspekt i udarbejdelsen af sin, alene i kraft af sprogindpakningen, mere dunkle, lyriske tekst. En dobbelt opgave så at sige.

Holder man et øjeblik poesien op imod prosaen bliver det forhåbentligt mere forståeligt, hvad jeg mener. Det kan i hvert fald siges kortere og måske en smule banalt: Poesien er i sin natur ganske enkelt mindre klar end prosalitteraturen. Omvendt, er sidstnævnte, selv om den er lettere at forstå, sværere at skrive. Og det af samme grund.

Hvilket først og fremmest hænger sammen med, at poesi er en mere udpræget musisk genre der taler til det sansemæssige, i modsætning til prosaen, der i højere grad både skabes og læses med intellektet. Og derfor på en anderledes direkte måde tilstræber klarhed. Samtidig med at forfatteren må sørge for en vis egen distance til teksten. Hvorimod poeten meget nemt kan blive ét med sit digt, hvilket også kan føre til at fortabe sig i det, eller måske med et til sammenhængen mere passende, poetisk udtryk: Lade sig fortrylle af det. Deri ligger det forræderiske i henseende til denne.

Som man ser, opstår der let et misforhold mellem forfatter og læser. Et dilemma der træder klart frem i det øjeblik, poeten forklarer, hvad han egentlig har ment med sin tekst. Ved til det formål at benytte sig af et meget enklere sprog, renset for poesiens billeder, ja en slags prosa, sættes ”mistolkningen” i et skrigende klart lys.

Og den på det grundlag afslørede uoverensstemmelse mellem tekst og læser bliver naturligvis ikke mindre, jo dybere indholdet i digtet er. Til gengæld forestår der så endnu en udfordring til poeten: At legetimere sin tekst i henhold til genren, altså netop som digt.

SA

 

Frank Colding 29/04/2020 kl. 12:32 pm
Tak, Sabbath. Endnu engang giver du mig noget nyt at lære. Som digter er jeg en praktiker, jeg må tilegne mig teorien efterhånden som udfordringerne og motivationen dukker op. I mangel af teori bliver der følgende lidt ’snakkende’. Og kommer måske også for vidt omkring.

Den smule jeg kan huske om formidling fra min tid på universitetet er de analytiske begreber som ’formål’, ’mål’, ’målgruppe’ og ’budskab’. På min hjemmeside bruger jeg overskriften ’Sange i højskolestil’ og formulerer mit formål: at bidrage til den danske sangtradition, og målet: at få sange trykt i sangbøger og opført af kor. Jeg har fået enkelte salmer opført ved kirkekoncerter. Egentlig skulle jeg arbejde på at gøre mine sange kendte ved at tilbyde mig som foredragsholder. Har optrådt som solist med mine sange enkelte gange blandt i foreninger og ved menighedsarrangementer. Og har også præsenteret mine sange ved enkelte foredrag. Der kommer lidt indtægter fra Copydan Tekst & Node og lidt fra KODA. Men det er meget langt fra, hvad jeg ville kunne forsørge mig selv ved. Heldigvis har jeg min førtidspension og kan derfor skabe ret uafhængigt af en målgruppe og en professionel scene. Men det giver den vanskelighed, at jeg ikke har nogen videre og føling med et publikum. Jeg har en ven, der som du på kvalificeret grundlag kommenterer mine digte, og også melodierne. Og det er i sig selv lærerigt og tilfredsstillende. På min hjemmeside kan jeg se, hvilke digte og sange brugerne vender tilbage til, og det er også en slags tilbagemelding. Har indsendt til sangkonkurrencer og til udvalget der redigerer den kommende udgave af Højskolesangbogen. Har vundet en enkelt sangkonkurrence. Men der er faktisk rigtig mange sangtekstforfattere og sangkomponister, som sender ind. Mange om buddet i denne branche. Den største begrænsning i forhold til mit mål er nok, at jeg ikke arbejder på at komme frem offentlige forsamlinger. Men jeg synes ikke jeg rigtig har kræfterne og evnerne til det som introvert person. Her er internettet et mere overkommeligt medie, når man først har fundet de rette nicher.

Jeg tænker, at kunst er noget, publikum primært opsøger frivilligt og eventuelt betaler for, fordi de har lyst til at få en oplevelse. Hvad den enkelte oplever ved for eksempel at læse et digt er meget individuelt, og mennesker skal have lov at have de oplevelser, de nu en gang har. Med mindre de ligefrem bliver så vrede, at de griber til vold, forfølgelse eller anden selvtægt. Men, hvordan bliver man som kunstner stående på sine ben i en malstrøm af alle mulige forskellige reaktioner på ens værker. Det kræver, at man kan distancere sig fra værkerne, kan være upersonlig, og dertil er et køligt analytisk overblik en hjælp. Og måske er tiden kommet til at jeg studerer noget teori. Jeg ved bare ikke hvilken bog, jeg skal slå op i. Men det kan du måske hjælpe mig med, Sabbath? Med mindre du blot vil give mig et par tips en gang imellem.

Om det foreliggende digt tænker jeg, at det begynder meget brat og på et meget højt abstraktionsniveau med ’at smække et dogme i hovedet på læseren’. Det kan jo også være et kunstnerisk virkemiddel. Men jeg kunne også forsøge at ’tage læseren ved hånden’ og føre ham eller hende fra den genkendelige hverdag ind i et ’fortryllet univers’, et større ’åndeligt univers’, og derpå tilbage til hverdagen. Jeg arbejder for tiden på et digt, som følger denne disposition, blot mangler jeg lige at lande digtet i hverdagen igen.

Om legitimering tænker jeg: Fra arkæologien ved vi, at lige så længe der har levet mennesker er der opstået kulturer med blandt andet kunstneriske frembringelser. Og stort set lige så længe som mennesket har haft et skriftsprog, er det på et tidspunkt begyndt at skrive digte, så digtning er noget grundlæggende ved den menneskelige kultur. Men hvad er et digt til forskel fra andre skriftlige frembringelser, hvad kan et digt til forskel fra andre genre og hvad kan det ikke. Digte er noget andet end prosatekster, som du skriver, og jeg kunne sikkert have godt af at reflektere over og studere denne forskel endnu mere.

Om legitimering af mine egne digte tænker jeg, at de genoptager klassiske former med faste rytmer og rim, som modernismen på et tidspunkt dømte ude, men disse former eksisterede hele tiden sideløbende med den nye ’knækprosa’, som vist heller ikke er så ny endda. For eksempel indholdet i Den Danske Salmebog og Højskolesangbogen ligesom også viser og popsange bruger faste rytmer og rim. Inden for lyrikken bevæger jeg mig inden for en del-genre, der passer bedst til mig som digter. Og rimede digte har altid været meget mere end blot det fortærskede at ’hjerte rimer på smerte’. (Et dybsindigt rim, desværre slidt efter lange tiders rovdrift). Det var måske meget godt at modernismen kom og brød formerne op og luftede ud for en tid. Men jeg har opdaget, at jeg udtrykker mig bedst på rim og vers og med et indhold, som både kan være let og dybsindigt.

Nogle kunstnere undlader helt forklare og legitimere deres værker. Og siger blot take it or leave i. Jeg tror det i nogle tilfælde kan være det klogeste. For eksempel fordi kunstneren med sin kantede, sin sky eller brovtende osv. personlighed står i vejen for sit eget værk. Og det er jo her kulturformidlerne kommer på banen. I musikprogrammer på P2 bliver somme tider en komponist interviewet. Men de stakkels komponister er jo ofte blevet komponister, netop fordi de kunne skrive musik, men ikke udbrede sig i tale. Nej, så vil jeg hellere høre en gudsbenådet kulturformidler som Matthias Hammer. Eller holdet i Kunstquiz på DR. Og Sabbath, du er selv, udover dit litterære forfatterskab, en kulturformidler, ikke mindst med dine meget indlevede digtanmeldelser her på tekstforum. Du kan faktisk SE digtene og forfatterskaberne. Det er ikke mange beskåret.

FC

 

Sabbath Andersen30/04/2020 kl. 11:11 am
Din redegørelse for dit digt gav i høj grad også mig noget at tænke over. Og mit indlæg afspejlede, hvad der kom ud af det. Om hvor svært det i virkeligheden er at analysere tekster.

Når man gør det så ofte som jeg her på Tekstforum, må man opleve, at man tit ikke rammer plet, i hvert fald ikke helt. Og hvad det skyldes, er det spørgsmål, jeg prøvede at nærme mig en forklaring på i indlægget.

Nu efterfølgende giver det mig yderligere anledning til lidt selvransagelse, jeg vist ikke tydeligt nok fik med i første omgang, nemlig at eventuelle divergenser mellem forfatter og fortolker, så sandelig også kan skyldes sidstnævnte, uanset alle gode hensigter denne måtte have. For den fortabelse i sin egen tekst, jeg pegede på i forbindelse med digteren kan i den grad tillige gøre sig gældende, når vi taler om fortolkerens forhold til sin fortolkning. Der ikke altid er objektivt, men subjektivt betinget, så at mødet med den fremmede tekst sker under indflydelse af individuelle forudsætninger, der kan lede på vildveje og i værste fald føre til fejlagtige konklusioner.

Men tak i hvert fald for de pæne ord om min indsats her på den her platform.

Med den indgående beskrivelse af dit kunstneriske virke, ser jeg for mig, hvad der kan være forklaringen på, at du ikke er slået mere igennem som digter i en større offentlighed. Noget der ellers har undret mig, som jeg vist tidligere har nævnt nogle gange. Men ud over, at der skal held til, have de rette forbindelser osv., har du har nok ret, når du antyder, at du næppe er tilstrækkelig offensiv i den henseende.

Måske en hel digtsamling udgivet på et forlag var værd at overveje. Det kan skabe den nødvendige opmærksomhed.

SA

Noder:

Klaver. 3 stemmer. C-dur
Klaver. 3 stemmer. Bb-dur
Partitur, Kvartet

Transponerende partitur og stemmer kan fås ved henvendelse til fcl@oncable.dk

Findes også for:
Blokfløjtekvartet,
Rørbladskvartet,
Klarinetkvartet,
Saxofonkvartet,
Strygekvartet,
eller
besætning efter bestilling