Tre lattermilde engle

står vagter i mit hjem

med rangler, der kan ringle

og kalde glæden frem.

De trommer højt på trommer

og holder frydefest,

hver gang de ser, Du kommer,

min kære hædersgæst.

De løber Dig i møde

ud ad min åbne dør,

med jubeltoner søde

af gyldne fløjterør.

Og når Du så er inde

i mine indre rum,

o, høj’ste højtidstinde,

bli’r engleskaren stum.

Da kommer de og løser

mit stramme tungebånd,

så jeg af ordet øser,

opfyldt af Helligånd.

Basun de trompeterer,

imens jeg flittigt lær’,

hvordan man præsenterer

og slår med ordets sværd.

Nu bli´r de alvorsfulde:

”At skille godt og ondt

må gøres uden kulde,

hvis det skal være sundt.

Lær dig af Hjertevennen,

at intet menneske

er selve djævle-fjenden,

men bed: Guds vilje ske”.

Når vi har spist og drukket

lidt hvedebrød og vin,

er englene opdukket

med hver sin violin.

Så er vi atter frie

i vores glædesrus,

jeg priser Kongens rige

og landet om mit hus.

Der vil jeg altid vandre

med Dig, hos Dig, i Dig,

alene og med andre,

jeg møder på min vej,

og synge med de engle,

som hjemme hos mig bor,

og altid trofast ringle

for Dig og livets ord.

Frank Colding, 1994-10-27