I forårsskoven

Anemoner. Foto af Hanelore Herrmann

(Forspil)

Jeg hørte vintergækkers forårs-bud
om kærligheden, længslerne og loven:
”Om et par uger springer bøgen ud.”
Vi er på vores første tur i skoven.
Nu er det anemone-tid igen,
den breder vårens uskyldshvide tæppe.
Du går blandt blomster, tillidsfuld, min ven.
Hvor fin og skøn du er, det ved du næppe.

Du er så tryg i denne lyse lund,
og hilser træerne på vej mod broen.
Du sætter dig og plasker for en stund
og sender bølgeringe ud i roen.
Vi skulle ha en sti om denne sø.
Det tror jeg også der med tiden kommer,
naturens have bredes pø om pø.
Og gammelt, kemisk landbrug er en ommer.

Du viser mig det høje, runde tag
med hul til røgen oppe dér i toppen.
Her ku’ man holde vintersolhvervsdag,
til trods for glemte dåser, købt i shoppen.
Vi kommer til en rank og lige eg,
der blev til tømmer, vist i efteråret.
Hver årring gladelig i omfang steg,
du fører hånden nænsomt over skåret.

Vi går som to små dyr i fri dressur
blandt plantenavne, vi kun sparsomt kender.
Se træet dér: en levende skulptur.
Og det og du og jeg er bedste venner.
Vi undrer os, hvad er mon træets art?
fornemmer begge: det kan træet lide.
I hvert fald synes jeg, at her er rart.
Du kommer hen på stien ved min side.

Så vil jeg gribe denne fine ånd,
jeg ser i kvinden under himmelblået.
Men du vil ikke holde mig i hånd,
hvad er det mon, jeg ikke har forstået?
Forunderligt er anemoners bud
om kærligheden, længslerne og loven.
Og stadigt, tror jeg, springer bøgen ud
med lysegrønne blade her i skoven.

Frank Colding 17. april 2016