Den syngende kok
Om at være i verden men ikke af verden
Her lever jeg midt i det hele
med fingrene dybt i salaten
på kloden, hvor alle må mele
sin kage og gi’ til staten.
Men sangene, tonernes stige
og klangenes væld i koncerten
fortæller mig altid: mit rige
er ikke af denne verden.
Som grøn vegetar må man mimre,
- var pludselig oppe at stege,
jeg troede vor velfærd ku’ simre
i Lurpak og fælleseje.
Men sangene, tonernes stige
og klangenes væld i koncerten
fortæller mig altid: mit rige
er ikke af denne verden.
I går gjor’ jeg kål på en dolmer
med kødelig længsel og stegning,
men så løb en røget bornholmer
med ét på min købmandsregning.
Men sangene, tonernes stige
og klangenes væld i koncerten
fortæller mig altid: mit rige
er ikke af denne verden.
Nu kiksede fyrre oblater
de rasler på kul-bradepander.
Måske kan de bruges, min pater,
i en parkometerstander.
Men sangene, tonernes stige
og klangenes væld i koncerten
fortæller mig altid: mit rige
er ikke af denne verden.
Frank Colding 2015-03-23
Dino
04/04-2015
Hej Frank. Her er et svardigt om maden der er en jordbundet fornøjelse, er den end aldrig så idealistisk. Digtet er nok ikke særlig godt. Men - alligevel :-)/// "Hvad nytter mon jorderigs hægen/ Om køkkenets madpolitik/ Er end profetisk den brægen/ Om alimentær harmonik"/// "Og grøntsager ikkun man avler/ For sundt at få maven fyldt op/ Det står som graveret i tavler/ Af sten, at med kød er det stop"/// "Som præst man går rundt på et marked/ Og dømmer om dette og hint/ Det usunde giver man sparked/ Kun plantekost kalder man fint"/// "Er maden ritualiseret/ Som var den vort livs kolorit/ Blir sjælen ej vitaliseret/ Kun legemet får appetit"/// "Om lydigt vi madrådet følger/ Nok livremmen spændes tilpas/ Men himmelrums højstemte bølger/ Er skjulte i kaffe slapperas"/// Mvh. Dino.
Frank Colding
04/04-2015
Nøj, Dino. Nu har jeg igen inspireret dig til at skrive en ode 🙂 Ja, hvordan får man lige udtrykt det med "himmelrums højstemte bølger"? Måske var der et sennepsfrø i den kop kaffe. Den slags kan ikke forklares madpolitisk, selv om man måske er fortaler for den verserende madpolitik og den vækker ens indre prædikant. Men enhver prædiken må jo tage afsæt i hverdagen, det konkrete, og løfte det til symboler på det himmelske. I kirken støtter man sig til ritualer. Og kaffeslapperas har jo ret beset også et rituelt aspekt. Mit ærinde med digtet var ikke så meget det madpolitiske, men at digte om at være i denne verden, uden at være af denne verden. Om genvordigheder kontra Guds rige. Og det er også noget i den retning du gør i dit digt, som jeg læser det. Hyggeligt at høre fra dig Dino! Vh Frank