(Forspil)

Lærken hænger ubesværet
over markens grønne vang,
synger, ud’n at trække vejret,
på en evig forårssang.
Og dens sang i ubrudt tone
gør et vældigt indtryk på
lærkens lille lærkekone,
som man sikkert kan forstå.

Selv har jeg nu ingen kone,
og min sang er ofte brudt,
dog, veninder, udeboende,
kan jeg sende min salut.
Mange sange de er rettet
mod en lille glad musvit,
som besøger foderbrættet
på platonisk husvisit.

For en bitte, kluntet krage
synger jeg min længsels savn,
hun fortæller, jeg skal drage
ud som Hugin, Odins ravn.
For en blid, dybsindig due,
som går ind for ret og fred,
synger jeg, for hun kan skue
i den sjæl, jeg synger med.

Lærken hænger ubesværet
over markens grønne vang.
Mens jeg synger, trækker vejret
i min egen single-sang.
Sangen er til sjæle-venner,
med behov for rum og luft,
fra en flyvefærdig kender
af Guds sol og blomsterduft.

Frank Colding 2005, 2019