Motivsøgeren

Om at komme godt ind i kampen - og ud igen

(Forspil)

Her sidder jeg med min person,
som falder lidt i staver,
forladt for jordisk ambition,
og spørger, hvad jeg laver.

Jeg er din sjæl, som du jo ved,
vi to bør ikke skændes;
lad os gelejde ånden ned,
hvor hjertevarmen tændes.

Mærk, lyset strømmer, her er liv;
nu griber hjertesolen
et strålende og sundt motiv,
som rejser os af stolen.

Endnu en dag at byde ind
og kæmpe engageret!
I aften slipper vores sind,
hvad dagen fik præsteret.

Frank Colding, 2014-06-16