Stroganoff

Om helligånd og kogekunst

(Forspil)

Først var enhed, så kom stoffet
ved monadens guddomsgnist.
Skabt blev bøffen: ’Stroganoffet’.
Skabningen blev dualist.
Fader-moder-guden væver
vakuummets energi.
Lyspartikler, strenge svæver
i et trådløst kær’steri.

Og fra soles plasmakerner
slynges gas mod stoffets brønd.
Stadigt udad, nedad kværner
’faderens fortabte søn’.
Hjertet sander til i ørkner.
Stroganoff er nu blandt svin.
Mens han spiser foder størkner
allersidste dollargrin.

Han må faktisk se sig bøffet
i den plumpe kamp om kød.
IC-fireren er tøffet.
Rygtet siger Gud er død.
Undrer sig fra dette søle:
Tanker, er de kun begær?
Hvilken sandhed skal han føle?
Hvad gør sjælen visionær?

Ser et lys fra disse sprækker
lys, som kalder sjælen hjem,
Helligånd, som kærligt rækker
ud og viser vejen frem.
Helligånd, som accepterer.
Den forstår, er nænsom mild.
Helligånd civiliserer,
løfter stof med skaber-ild.

Helligånden procederer
for det gode, hjertets sag.
Helligånd filosoferer,
forsker sandhed frem hver dag.
Helligånd harmoniserer
os med kunst og skøn natur.
Helligånd organiserer
logistik og gaskomfur

Først var enhed, så kom stoffet.
Måske er det altid til:
Energi som ’Stroganoffet’:
Lys og stof i evigt spil.
Nu: en drejning på spiralen:
Stroganoff blev vegetar.
Kokken smelter stof i gralen.
Straks er grønsagsretten klar.

Frank Colding, 2016-05-16

Lene Skovmark
27/2 2018

... Melodien er sjov og finurlig, ligesom teksten, men for svær at lære for gruppen, så jeg sang for dem (og havde øvet rigtig meget). Havde ikke opdaget de andre tonearter og sang den høje – vil nok vælge den mellemste.

Teksten er spændende, da den hæver betydningen til menneskeheden og et større perspektiv end den personlige åndelige og psykologiske rejse. De bemærkede, at det er Helligånden og ikke Gud, der er nævnt. Det er fint, da Gud påvirker gennem Helligånden, så det blev en ekstra overvejelse.

Igen, tak for inspirationen!

Lene Skovmark
Teolog og underviser

Frank Colding
28/2 2018

Tak for tilbagemeldingen, Lene. Melodiens pulsfornemmelse skifter mellem todelt og tredelt takt, som det også kendes fra visse gamle salmer. Du opdagede sikkert, at den bedst synges med en fjedrende, dansende fornemmelse i kroppen. Gådt gået, at du lærte den.

Venlig hilsen
Frank Colding

Sabbath Andersen
08/07-2016
Kulinarisk pinsedigt om noget til både ganen og ånden. Subtiliteter og humor i skøn forening. Suveræn versekunst, som man kender det, når du er allerbedst. Nærmest helligåndsbegunstiget ordekvilibrisme.

Node

Klaver F-dur
Klaver Eb-dur