Lørdag er det nu igen
Frank Colding: Tekst, node og vokal
Brian Hormuff: Klaver
Lørdag er det nu igen,
en arbejdsuge gået.
Jeg vil bare fede den
og stirre ud i blå’et.
Følge skyers skyggespil
og solens hovedrolle.
Drikke dejlig kaffe til
den sprøde ostebolle.
Stadig har jeg dog program:
Skal ud at motionere
træningscenterisenkram,
så jeg må kommandere
med min magelige krop:
’Nu er det snart på tide,
at vi bygger sundhed op,
vi skal i gang at gide’.
Har nu trænet og købt ind,
i gang med aftensmaden:
pastaskruer med gevind
og smovs til overfladen.
Føden gør mig sløv og tung,
men også utålmodig.
Drømmer mig vital og ung
og kreativ og frodig.
Faktisk kørte det jo godt
i jobbet denne uge.
Og jeg feder ganske flot,
her i min lørdagsstue.
Samler kræfter, energi
til nye arbejdsdage.
Jeg kan sagtens holde fri
og vende kvik tilbage.
Er min egen direktør,
der hobby-producerer.
Husker bossen mon, han bør
ta’ tid at feriere?
Jeg betror min virksomhed
til pausens skjulte vorden.
Lørdagshvile avler fred
og rytmisk liv og orden.
Frank Colding 23. april 2022
Node