Sang-univers / Kærlighed / Botanikeren
Botanikeren
 
Om bregner og spinat
 
 
Jeg sidder her og kæmper
og prøver at holde mig fri
af søvnens ublu dæmper,
som stjæler min energi,
og stirrer tomt i luften,
og sukker et inderligt suk
og håber snart fornuften
vil vågne og springe buk
 
og vokse til en krikke
med vilje og temperament,
som ikke gider ligge,
men bærer mig dagen lang,
helt ud i fjerne egne
hvor jeg kommer sundt i vigør,
og finder en art bregne,
som ingen har omtalt før.
 
Jeg knæler, vil studere
dens voksested og botanik,
men, mens jeg inspicerer,
slår et eller andet klik:
”Hov, jeg vil ikke plukkes
og sættes i kategori
i bøger, som kan lukkes”,
si’r bregnen, ”min ånd er fri.
 
Vov ikke at besmitte,
din forskning er umusikalsk.
Træd ud af vores midte!”
Forlanger den jomfrunalsk.
”Man vil nok ellers hædre
og skænke en pris af Nobel
til den som ville vædre.”
Bedyrer jeg for mig sel’.
 
Og sætter mig og regner
på hvad der betaler sig bedst.
”Man skåner altid bregner”,
forklarer min stolte hest.
”Det vil du let erkende,
hvis du skulle nippe en tot.
Man lærer dem at kende
og elske på ondt og godt.
 
Og de er vældig kønne,
berøm dem, det er min fidus.
Da vil du se det skønne,
ja, lyt til din Pegasus”.
Jeg hører vinden bruse
betages, bli’r helt spirrivipsk
og skovens bregnemuse:
vidunderlig smuk og knibsk:
 
En Halfdansk indført bregne
ved Gurre, kong Valdemars borg!
Det var nær disse egne,
min Tove fik hjertesorg.
For svig må mange lide
og Pegasus gå i spagat.
Så hver en ånd må vide
at pleje sin krops format.
 
Thi, uden mad og drikke
dur Pegasus og hans poet
og verdens helte ikke.
Og det er jo lidt af en bet,
når sultne folk de segner
af had til et fjernt kalifat
og hidsigt myrder bregner.
Nu damper jeg frisk spinat.
 
Jeg rører og roterer
hvert hjerteblad, cellernes kar,
snart vil jeg transcendere
som fuldblodsspinatvegetar
og skænke af mit bæger,
med kødelig lyst i behold,
et liv, der vederkvæger
spinaten, før den bli’r kold.
 
Og aftensolen skinner.
Vi varmer os trygt i dens skær
og slipper alt og finder
hinanden, som den vi har kær.
Vi lærer hjertes sange
på ny i vor sjæls internat
og priser grønne vange,
der dirrer af sund spinat.
 
Der er så mange arter
og former for glad botanik,
og planter hjertestarter
al tomhed og død mekanik,
hvor sløve sind forklejner
den soldybe bas-ostinat.
Jeg sværmede længe for bregner.
Men, hjertet har valgt: ”Spinat!”
 
Frank Colding 2007, 2008, 2010, 2011
Skriv besked...
Dino
05/07-2013
Så er Frank Colding på banen igen med stor poesi. Det slår det meste af banen det største har stor inerti. Det handler en smule om planter men vistnok om meget mer' om rejser til fjernere kanter og om at blive her. Hvorfor bli'r en bregne mon hellig? hvor andre planter må dø? det ligner mest en gåde som løses må peu en peu. Kan tænkes, at bregnen er kvinden? der frister, men ikke kan nås? nok svaret må blæse i vinden for gætværk let ender i vås. En mave blev til for at fyldes mod det taler ingen moral lad urten fra haven forgyldes og vand hældes i en pokal Nu hjertet vil trives i huset hvor kærlighed lever og bor lad andre blot om Pegasuset om de på eventyr tror. Eller noget i den retning. Med venlig hilsen Dino.
Forlaget Colding. | Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk