Café-crawleren

Om at hive sig selv op ved håret over en kop kaffe

(Forspil)

Jeg vrider mig, imens
kroppen viser hvert symptom
på kaffeabstinens
og håbløshedssyndrom.
Og hælder desperat
af en kaffekandetud:
Nu kommer hyggen snart
og fylder tiden ud.

Erfaringen har lært
mig, at der skal øses op
af det, som er mig kært
og gerne i en kop.
Så griber jeg min pen,
digter lyst, opbyggeligt
og får det godt igen
og har det hyggeligt.

Mit redningsritual
er at sidde på café
og ligne en normal
og blive set og se.
Og skjule, jeg er endt
på vort samfunds underhold
som nervesvag patient
på overførselstold.

Den sorte, bitre drik,
verdensmændene kan li',
kan mildnes ved det trick
at røre fløde i,
en nøddebrun kulør
nuancerer sort og hvidt
og giver godt humør
og hverdagskolorit.

Og er jeg hensynsfuld
mod mig selv, da kan jeg se
mit overførselsguld
får noget til at ske:
Elendighed og svigt
viger bort for hurra-råb:
Nu har jeg skabt et digt
og fatter atter håb.

Frank Colding, 1997-07