Denne morgen er lidt grå

(Forspil)

Denne morgen er lidt grå,
men jeg er helt på toppen.
Begge ben kan faktisk gå,
og jeg er glad i kroppen.
Morgenradio på P2,
mens kaffen står og snakker.
Krydderbolle, vær så go’.
Jeg bukker, mens jeg takker.

Hej, det flyvske overskud,
må jeg vist kultivere,
- ikke bare flippe ud,
men økonomisere.
Se til denne morgens dis:
Den ånder evigheden.
Freden lyser mild og vis,
taknemmelig, beskeden.

Inderlig, men stadig kåd.
Oh, myldretid og trængsel!
Findes der mon, Gud, et råd
for al min forårslængsel?
Hov, jeg danser jubel-hop:
Skal ud at børste tænder!
Mangler kun at vaske op,
imens jeg står på hænder.

Disen holder myndigt stand
imod den vilde scene.
Taler fra sit dråbe-land
med glimt i våde grene:
Solens initiativ
vil vække folk, som sover.
Freden balancerer liv,
så intet kammer over.

Frank Colding, 3. marts 2016

Legende let forekommer det, men kun fordi der er tale om en suveræn versemager med et stilsikkert greb om sprog, rim og rytme.

Dog, det er mere end et stilistisk præcisionsarbejde. At kreere et udtryk som ”Freden balancerer liv, så intet kammer over”, kræver en digter med godt sprogligt overskud.

Masser af Benny Andersensk humor (”Mangler kun at vaske op, imens jeg står på hænder). Men at skildre de små dagligdags almindeligheder, så de fremstår i skæret af det religiøse, giver digtet den dybde, som også er så typisk for Frank. Hans helt egen stil.

Sabbath Andersen
tekstforum.dk