Sang-univers / Samfund / Arbejde / Samarbejde / Funktionalisten
Funktionalisten
Om tillid til at det nok skal gå

Tak for det der dagligt fungerer,
selv når jeg må barsle med et digt.
Bussen kører jævnt passagerer
på det korte og det lange sigt.
Og der snakkes muntert i toget
med et gran af kedsomhedens brok.
Men problemer er sjældent noget,
når vi løfter alle mand i flok,

ser hvor meget pres vi kan tage,
lærer os at slappe af igen,
disponere kræfter og dage,
lægge planer for hvor vi vil hen.
Hvilke formål er det vi støtter?
Mennesker er mere end funktion,
mer’ end bare job, fyldebøtter.
Barnelatter smelter frustration.

Havnen har kulør, se skulpturen:
fisken fuld af havets affaldsplast.
Pædagogisk vises: naturen
lider under vor globale last.
Sidder på café hos en tyrker.
Nissehuen får mig til at le.
Svenske gæster hygger, jeg styrker
det civile mod med en kop the.

Der er ting, som ikke fungerer,
ting som truer os i hver en tid,
ting som vi må løse, kapere.
Vi kan dæmpe angsten med vort vid.
Kører hjem på én kvote klima,
også den er endnu noget høj.
Men det går da fremad i Lima.
Ting fungerer trods en masse støj.

Frank Colding, 2014-12-14
Skriv besked...
Gaia
31/12-2014
Kære Frank Jeg kan rigtig godt lide -kedsomhedens brok- den iagttagelse er jeg med på. Tit er det kun et udtryk for kedsomhed. Frustrationen over forfærdelige ting, plastik i havet, som virker alt for store til, at jeg kan gøre en forskel, og så kan jeg alligevel ved at være bevidst om mit kvoteforbrug af fx transport . Og så er vi på cafe og smiler af nissehuer og svenskere, for det er jo sådan at vi må kunne fungere på flere planer samtidig. Både det idealistiske; hvad vil vi støtte og det praktiske; vor meget kan vi klare? Jeg synes om det balancerede; lægge planer og restituere / have en mængde viden om det svære og tro og håbe at vi klarer det. Vh Gaia
Finn
31/12-2014
Som altid elegant og fint. Især sidste vers vækker smil her. På café - jeg forestiller mig at det er tyrkeren der har nissehue på for at signalere vellykket intregration ;-) vh Finn
Emilia
31/12-2014
Kære Frank, Mærker taknemmelighed og næstekærlighed her ! Selv i støj er der stilhed ! Af hjertet tak for dejlig læsning ! Kh Emilia
Poul
31/12-2014
Kære Frank ...hvad der tabes på gyngerne vindes på karuselen.. ud over en god menneskeindsigt og et godt øje for detaljen så sker der altid noget om hjørnet...noget positivt... livet er trods alt... damm godt ...bliver i godt humør af dit værk...livet er herligt....smukt Glædelig Jul. Poul
Mons
31/12-2014
Hej Frank, dejligt med et optimistisk digt, dem er der ikke så mange af. Ja, alt det, der ikke fungerer og så alt det, der gør - vi må lære at løfte sammen. Her klarer du virkelig rimene og versefødderne helt godt - håber du laver en melodi til den på et tidspunkt. VH Mons
MollyTrine
31/12-2014
Meget konkrete vers med baggrundstoner af, at det meste fungerer - trods alt. Det er også opløftende at læse, især det sidste vers som også er muntert: "Kører hjem på en kvote klima, også den er endnu noget høj" beskriver hvordan alvoren ligger bag, - men med humor. - mvh MollyTrine.
Forlaget Colding. | Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk