Sang-univers / Samfund / Transport / Grønvaskeren
Grønvaskeren
 
Om en af de bedre rejsedage
 
 
Der klapres på laptop
her i kupéen.
Erhvervslivets fortrop,
folk fra arméen
af informationsinformanter
og salgsingeniørkombatanter
strutter af viden
og udnytter tiden.
 
En læsehest bladrer
i Odysséen,
man må ikke skvadre;
stillekupéen
er forbeholdt flittige tavse
og dem, der vil ta’ sig en pause;
mageligt køre
og hvile sit øre.
 
En pige vil døve
lektiernes kvaler
med propper i sløve
ørekanaler,
mens hurtige tomler belæsser
veninder med små SMS’er.
Folk tænker bimse:
”De unge er vimse”.
 
Jeg sidder og grifler.
Togstewardessen
har kaffe og gifler
medbragt til messen,
hvor alle, som tørster og søger
får aflad mod kroner og øre.
Smager og skønner
på ristede bønner,
 
og ser fra mit sæde
marker passere,
mens alt ånder glæde;
korresponderer
fra Gedser til Thy over Greve.
Jo; rejse er virk’lig at leve.
Glæd dig til roen
og spar CO2-en.
 
Frank Colding, 2009-09-24
Skriv besked...
30/07-2010
Kommentar på fyldepennen 05/01-2010 00:24 af Piletræet ( 37) Finurligt og frejdig tekst, en ægte mærkevare. Jeg lagde særligt mærke til de små fikse pointer du præsenterer os for lige midt i alt det sjove, for humor det har du og jeg kunne ikke lade være med at klukke lidt. Tak for endnu en læsværdig oplevelse.
30/07-2010
Kommentar på fyldepennen.dk 12/01-2010 18:31 af Tweemie ( 15) Hejsa, rigtig godt. Du er virkelig god til at rime. M.V.H. Louise
30/07-2010
Kommentar 20/01-2010 19:14 af mUsIkToSsE ( 16) Man får helt lyst til at tage på en lang togrejse! Super! -Ayoe
Forlaget Colding. | Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk