/ Kærestens afsked

Kærestens afsked

 

Om at komme sig efter et brud

 

 


Jeg blev underlig og gal,

du er vel stadig rystet,

og jeg tog på hospital

faldt det mon dig for brystet?

Sås det hele som et svigt?:

”Han valgte at forsvinde”?

Mit svar er: ”Nej” og dette digt.

Hæng på du kære kvinde!

 

Bedreviden gør mig harm,

man føjed’ spot til skammen

ved at kalde mig for barn

og mene: ”tag dig sammen”.

Tog til sidst ansvarligt ind,

hvor bedre hjælp ku’ findes.

Tilliden er ikke blind,

men vokser ved at vindes.

 

Står, er både gal og flad

og savner kraft og muser,

tager mig et iskoldt bad,

som åbner åndens sluser;

gisper højt og skråler vildt

og fylder mine lunger

helt med ren og ubrugt ilt

og synger så det runger.

 

Åh, det er så skønt, så skønt

at forårssolen skinner,

marts gør håbet lysegrønt,

måske vi atter finder

ind på eventyrets vej,

hvor trængslerne de ender,

med at både du og jeg

går videre som venner.


Vi ku’ træde nok en sti’

og endnu mer’ intime

bade nøgne sammen i

den dobbelte kabine;

vaske mareridtets sved

og rynker ud af panden;

bruse vand og kærlighed

i huden på hinanden.

 

Vand fra dybets undergrund,

er det en fælles åre,

som kan gøre rask og sund,

som heler – eller sårer?

Ærgerligt at du så blind

min kvindelige stjerne

ikke ser med roligt sind

på skaden i min hjerne.

 

Jeg må tage medicin,

jeg vælger klart tabletten

frem for tanke-melodi’n:

”Fordømte ta’ biletten!”

Dette hospital er trygt

med ro og single-bruser.

Kom, besøg mig uden frygt

og lad os ta’ en knuser.

 

Der var dyb fortrolighed

imellem vore kroppe.

Mange kærtegns kærlighed

holdt vores forhold oppe.

Bagom mangelfulde ord

blev skabt i kroppens minde:

Sjov og ømme jubelkor!

Lev vel, du skønne kvinde!

 

Frank Colding, 2002-3

Forlaget Colding. | Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk