Sang-univers / Kærlighed / Kølig søndagsregn i juli
Kølig søndags-regn i juli
 
(Forspil)
 
Kølig søndags-regn i juli.
Atter hjemme, heldigvis.
Jeg, en ydmyg fitness-kuli,
sidder frelst i Paradis.
Ikke mere pust og stønnen.
Harper klinger, engle-kor.
Det er nu jeg hæver lønnen.
Før var ingen kære mor.

Kun var viljens strenge fader
og plebejernes tribun
plus en del jeremiader
samt en stædig doms-basun.
Er det sådan, jeg fungerer?
Livet, er det synd og bod?
Hvad der det, der motiverer?
Er det pisk og gulerod?

Synd er når man misser målet.
Målet, det er kærlighed.
(- Jeg går rigtig nok til stålet
her i lænestolens fred).
Gud vil ha’ jeg synger sange,
selv i juli-søndags-regn.
Gør det også, nogle gange.
Hvis det drypper på Hans degn.

Det er lyst, der driver værket.
Da er sang en herlig sport,
på forlangende: forstærket
af en manende akkord.
Livet smerter, glæder, rusker.
Men, jeg bliver tænksom, fjern:
Er mit håb, jeg ved og husker,
jeg skal gå og pumpe jern?

Fugle kalder mig tilbage,
nåden skænker sol og leg,
fodbold-børn og feriedage,
lyd af biler på vor vej.
Jeg kan ikke gi’ beviset.
’Nåde’ er en metafor.
Frelser sport til Paradiset?
Jeg ved bare, at jeg tror.

Frank Colding, 2016-07-03
Guds nåde
Da jeg arbejdede på fjerde vers, havde jeg oplevelsen af at have malet mig op i et hjørne. Rejste mig fra computeren og fik en oplevelse, jeg ikke før har haft: Den konkrete virkelighed med fuglesang, børn der spillede fodbold neden for altanen, solen der var kommet frem, lyden af biler på vejen. Den konkrete virkelighed blev nærmest mere konkret, end den plejer at være. Og samtidig var den skænket af en guddommelig vilje, der gav af sig selv. Det var helt ufortjent. Gud gav af sig selv. For det var hans vilje. Gav sig til kende, ved at vise den konkrete dagligdag, som noget han skænker mennesker.

Oplevelse af en guddommelig vilje, der giver af sig selv, kan sikkert også formuleres i andre religiøse termer, end Guds nåde. En teosof ville måske sige, at jeg fik kontakt med det atmiske plan. En buddhist eller en hindu ville kalde det noget helt tredje og fjerde.

’Guds nåde’ er samtidigt et kristent, teologisk begreb, og centralt i Martin Luthers lære: Mennesket frelses ikke ved gerninger, men alene ved troen på Guds nåde. Om Luther havde en religiøs oplevelse af Guds nåde, ved jeg ikke. Men måske. Og måske en anden, end den jeg her beskriver.

Man kan også sige, at det var en oplevelse af Gud immanent: Gud er her midt i min verden, lige foran min næsetip. Jeg behøver ikke at kunne se auraer eller at have indre syner og meditationsoplevelser for at kunne tro.

Der var heller ikke noget mirakel. Det var konkret og hverdagsagtigt, og Gud var til stede. Det er Han/Hun jo hele tiden. Om vi går til sport, mediterer, passer børn, går til banko, går på arbejde osv. er helt irrelevant på det plan. Men det betyder på den anden side ikke, at jeg vil sætte mig og ’fede den’ i min stol resten af livet.
Skriv besked...

Der er ingen indlæg
Forlaget Colding. | Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk