Sang-univers / Aften / Morgenfruen
Morgenfruen

 

Om en amourøs blomst

 

 

Morgenfruen spejler aftensolen

med et varmt og dæmpet gyldent skær,

smiler listigt hen mod havestolen,

mest af alt mod mine bare tær,

der fordyber sig i græssets bløde,

grønne, lune, tætte fjedrebund

Skaberen har redt for at forsøde

livet for dem denne aftenstund.

 

Nabokonen høres iltert snakke

om at hun har knoklet på sit job,

om de tunge løft og hendes nakke,

og at hun måske vil sige stop.

Døren lukkes, her bli’r atter stille,

græsset dæmper blidt et fuglefløjt,

morgenfruen, hvad mons tro den ville

sige, hvis den kunne tale højt?

 

Ville den mon bede mig forløse

den fra jordens hårde trange sted,

hviske: ”Lad nu være med at døse,

pluk mig før end solen den går ned”.

”Plukke dig? Gad vist hvor dybt det bunder?”

tænker jeg, mens vinden løjer af,

skygger vokser - der! - går solen under

under genbohusets røde tag.

 

Og jeg henter os en aftenpilsner,

himlen farves nu med sving og spræl,

solen vinker sine sidste hilsner

i turkis og rosa akvarel.

Lyset gråner, jeg går til min stue,

i en lille vase bliver sat

en bedugget, stædig morgenfrue,

som vil kysse mine tær god nat.

 

Frank Colding 2007-08-06

Skriv besked...

Der er ingen indlæg
Forlaget Colding. | Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk