Sang-univers / Samfund / Arbejde / At digte / Naturfilosoffen
Naturfilosoffen
 
Om at skrive et Demokrit-hit
 
 
Jeg sidder her og grubler
og håber, tanken snubler
over sprogets sarte kim,
som tolker vores tid i rim.
Men hjernens grå computer
går algoritme-ruter,
løser rime-kryds-og-tværs
og sætter dem på formel-vers.
 
Forsøger som en manisk
at digte lidt organisk:
fine edderkoppespind
med perledug i sommervind.
Men apparatet kværner
i grafer og i terner,
sjælen skriger: "ta’ og skrot
den lede poesirobot
 
med klamme ordfiduser.
Næ, lyt til dine muser
tåbelige digterkvaj!"
Jeg bliver stædig, svarer: "nej,
lad vær' at blive panisk,
vor tid sku' vær dynamisk,
vær nu ikke sur og træsk
og alt for gammel gammel-græsk,
men gi' vor tid en chance.
 
Bevægelig balance
mellem poler: yang og yin
det skulle stadig være in.
Man si'r på helsemessen:
”Forbliv blot i processen,
prøv at være kreativ,
så får du mening i dit liv.
 
Og opfind ritualer,
når kaos og fraktaler
gør dit univers for stort,
og sorte huller går i sort".
Min sjæl si'r: "Græske dyder!
nu ser du: alting flyder;
du kan næsten holde trit
med vores gamle Heraklit".
 
Forstår dens aksiomer,
men svarer så: "atomer!
vælg du dit, jeg vælger mit
min græker hedder Demokrit";
og frydes i mit ego,
som stables op i Lego,
bundet med en hærdet kit:
"Nu har jeg fundet tidens hit!"
 
Frank Colding 1997-07…2002
Skriv besked...

Der er ingen indlæg
Forlaget Colding. | Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk