Sang-univers / Samfund / Arbejde / At digte / Ormen
Ormen
 
Om at komme i dialog med sin indre kritiker
 
 
Der er en lille orm, som gnaver
i mit pælefundament,
den hvisker: ”Det, de andre laver,
kan de bedre vær’ bekendt.
Du skulle ta’ og ta’ dig sammen,
det er ikke fastelavn,
spring bare ud af digterhammen,
find et job og gør lidt gavn.
 
Du skulle ikke gå og klampe
på et ligegyldigt digt,
som viser, at du står i stampe,
drop det pjat og gør din pligt.”
Hvor ofte må jeg ikke stønne
under dommen fra det kræ,
imens jeg vakler i min rønne,
døren synker halvt i knæ.
 
”Dit hjemlands åh så vemodsrige
gamle sangskat er til nar,
den danske sang: en ung, blond pige!
tag dig sammen, gammelfar!
og lad de unge om at rappe:
fuck og luder, pik og sprut,
for dine digte er for slappe,
dine fællesskaber brudt,
 
tilbage er kun det at yrke
i dit ansigts salte sved,
vi lever ikke af at dyrke
al den eftertænksomhed,
nej, gør som jeg, begynd at gnave,
det er lige til og smukt,
og øger landets alt for lave
bruttonationalprodukt.”
 
Jeg samler mine sidste kræfter,
vandrer med en ekstra mil,
og overvejer, tænker efter,
svarer venligt med et smil:
”Har mon en orm fortjent en ode?”
ormen sir: ”Naturligvis,
og dine digte er så gode,
skriv du gerne til min pris.”
 
Du orm, du var jo en beskytter
af en udsat lille dreng,
som følte intet rigtig nytter,
og det gjorde dig så streng.
I dag er drengen syvogfyrre,
og kan sagtens klare sig,
han digter og har nok at gøre,
og skrev denne sang om dig.
 
Frank Colding 2005-01-06
Skriv besked...

Der er ingen indlæg
Forlaget Colding. | Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk