Sang-univers / Forår / Skomardrengen
Skomardrengen
Om at regne med fine folk i det lange løb 
 
(Forspil)
 
Stammer løfter gren og kvist
og lader regnen bade
stien og en motionist
og kronens sarte blade.
Barken er så smuk som sølv
men grå af støv og pollen.
Motionisten: blind og døv
af tankerne i knolden. 
 
Skovens eminencekreds
velsigner deres rødder.
Arbejdsdagens pres og ræs
får rytme, versefødder.
Og et kor af adelsmænd
lovsynger forårsguden,
mens en dag med ros og skænd
fordamper gennem huden. 
 
Kroners blade vidner om,
hvad hjertet altid ville.
Kroppen løber tanketom,
og skoven tier stille
dette Nu. – Et kim, en streng;
et glimt et lyn forlænger; –
genfødt står en skomardreng
og regner ned i stænger. 
 
Frank Colding, 2014-04-23

 

Skriv besked...
Sabbath
24/05-2014
Hej Frank En mere stilsikker sprog-, rim- og rytmesmed skal man da lede længe efter. Helt knirkefrit i udførelsen, intet ændrings- eller forbedringsforslag muligt. Alt er på plads og sidder, som det skal. Det i sig selv er imponerende, men den egentlige styrke i teksten finder jeg et andet sted. Du jonglerer ikke bare let og utvunget med ordene og deres sammensætninger, men også med indholdet - tankegangen, om man vil. Hvordan skal jeg forklare det? Jo, den effektfulde afslutning i de to sidste linjer, har man indtryk af, har været undervejs lige fra begyndelsen, og der bygges op til den hele vejen igennem. Man kan sige, at et tematisk overblik er med fra start til slut og er overordnet styrende for tekstens struktur. Hvis der skulle undslippe mig et lille suk, går det på, at digtet, og mange af dine ting i øvrigt, ikke helt har den tyngde, som din suveræne sprogkunst kunne berettige til. Jeg hører meget Halfdan Rasmussen i det, og det er jo flot. Men, med al respekt, var han altså ikke nogen dyb digter. En dejlig poet, som man sagde om ham (og også om folk som Schade og Benny Andersen i øvrigt), men det er efter min mening ikke en i hver henseende ubetinget ros. Dine skarpe naturiagttagelser, skal jo også fremhæves, plus i det hele taget dit skarpe blik for så mangt og meget, og det kunne man godt ønske ville munde ud i et lidt mere varieret verdensbillede, der også omfattede de helt mørke (farlige) nuancer. Men der taler jeg selvfølgelig ud fra min helt personlige smag. Det er svært at fremføre det her uden at blive misforstået; men jeg håber, du forstår bare lidt af, hvad jeg mener. Venlig hilsen Sabbath
Frank Colding
24/05-2014
Hej Sabbath Tak for din omhyggelige kommentar. De to sidste linjer kendte jeg ikke, dag jeg begyndte digtet. Rimene styrer faktisk en del undervejs. Titel og undertitel kommer på til sidst. Valget af titel antyder at digtet er en bagatel. Og at rim og rytme er så letløbende kan forlede læseren til at mene, at det kun er en bagatel. Men det er faktisk skrevet på baggrund af en vis smerte og en åndelig filosofi om, hvordan konflikten kan harmoniseres. Sproglige finurligheder a la Halfdan Rasmussen, Benny Andersen og måske også August Schade (jeg kender ham ikke så godt) kan jeg godt lide. Men hele mit verdensbillede er meget forskelligt fra disse digtere. Der er et dybt forpligtende åndeligt verdensbillede bagved og sideløbende med alle bagatellerne. Hvad angår det mørke og farlige, har jeg truffet det valg ikke at ende tragisk som digter, som eksempelvis Frank Jæger eller Tove Ditlevsen gjorde. Nogle gange skriver jeg ud fra en dyb smerte. Men det bliver digte, som formidler håb. Jeg skriver mig op af håbløsheden. Ikke ned i håbløsheden. Det er det føles ofte som balancere på en knivsæg. Venlig hilsen Frank
Sabbath
24/05-2014
Hej igen Frank Du takker for min ”omhyggelige” kommentar. Men jeg ved snart ikke …! ”Omstændelige” ville måske være mere dækkende. For jeg er bange for, jeg ikke har læst digtet grundigt nok. Jeg tager det et par gange igen og vender tilbage med en ny kommentar i morgen. Venlig hilsen Sabbath
Frank Colding
24/05-2014
Åh, bare jeg nu ikke er blevet for skolemesteragtig ;-)
Sabbath
24/05-2014
Hej igen Frank Jo, lidt skolemesteragtig var du (ha, ha!). Men det har jeg det fint med. Blot substansen er ok, er faconen af mindre betydning. Spøg til side. Men lad os se på netop substansen. I svaret til mig understreger du nogle holdningsmæssige fakta i forbindelse med dit forfattervirke. Som i parentes bemærket indgyder mig stor respekt (”et dybt forpligtende åndeligt verdensbillede”). Og nu ved en mere opmærksom genlæsning kan jeg godt få øje på små signaler i den retning (”Barken er så smuk som sølv men grå af støv og pollen.” ”Bladekroner vidner om hvad hjertet altid ville.”) Der er altså noget, jeg ikke har taget tilbørlig notits af i første omgang, hvilket jeg beklager. Jeg burde også have fremhævet nogle forekomster af dit ypperlige og træfsikre billedsprog (nu kan jeg nøjes med at henvise til Finns gode eksempler på det). Jeg tror, det er rigtigt, som du også selv er inde på, at dine formfuldendte strofer, din letløbende rytme, din somme tider let humoristiske tone (”knolden”) paradoksalt nok slører lidt for den alvor, du siger ligger bag. Og det var i hvert fald det, der lige præcist fik mig til at tænke i retning af de nævnte digtere. Jeg håber, jeg med dette har fået rettet tilstrækkeligt ind. Det her var i hvert fald ikke skolemesteragtigt, for så ville jeg aldrig have indrømmet noget som helst. De bedte hilsner Sabbath
Frank Colding
24/05-2014
Hej Sabbath Jeg er rigtig glad for dine kommentarer, som hjælper med at belyse dette digt og give et nærmere indtryk af digteren bagved. Også for andre, som måtte læse kommentarerne. Og det giver også mig en kærkommen lejlighed til at reflektere over digtning. Nej, jeg synes heller ikke at du svarer skolemesteragtigt. Og der er heller ikke noget, du behøver at beklage. Min egen skolemester har det nu lidt svært, fordi han er tonedøv over for de mange slags hilsner, man kan afslutte et brev med. Stakkels ham ;-) Så tag mig det ikke ilde op, at jeg på egne og skolemesterens vegne svarer med ”venlig hilsen” til slut. For det mener jeg virkelig, og min intension er altid at være venlig. Dette digt er ikke meget alvorligt i sin tone og indhold, det var andre af mine digte jeg tænkte på med vendingen ”et dybt forpligtende verdensbillede”, men det kunne du jo ikke vide. Halfdan Rasmussen skrev ikke salmer og åndelige sange som jeg. Jeg tror, at han var for blufærdig og ville nok have opfattet en linje som: ”hvad hjertet altid ville” som from på den dårlige måde, og ordet ”smuk” ville han vist også være tilbageholdende med at bruge. Men alligevel er hans ”Noget om kraft” nærmest en salme ”Jeg tror, der ligger et barn dybt inde i alle levende ting, der gror, et barn der er som en fuglevinge, en lille gud, der er evigt stor”. Det er ikke ”bare finurligheder”. Der er en ømhed og en finhed i natursansningen og trosbekendelsen i dette digt. Og jeg tror, at dette digt har kunnet tale til og hjælpe mange mennesker, som af mange gode og mindre gode grunde har fravalgt at bruge et religiøst sprog. Det er noget jeg først og fremmest siger til mig selv. Det er skolemesteren, som løfter øjenbrynet og siger, at jeg ikke skal underkende min arv efter Halfdan Rasmussen. (Man kan godt komme til at ryste lidt i bukserne af den skolemester ) ”Skomardrengen” er meget Halfdan Rasmussensk, det må jeg virkelig give dig ret i. Titlen ”undersælger” tilsyneladende digtet. I lighed med Halfdan Rasmussens digttitler. ”Noget om”, tager ligesom brodden af. Kan man egentlig sige at ”Tosserier” er en rammende betegnelse for en del af Halfdan Rasmussens værk? Nej, for de er slet ikke tossede. Og det får vi jo så muligheden for at opdage: De er slet ikke så tossede endda! I ”Skomardrengen” er tanken om træerne som ”adelsmænd” inspireret af Sophus Claussens digt ”Træerne”" Jeg elsker det, som gror og gror igen/ og spørger næppe Vind og Vejr om Lov:/ Græsmarken og den stormopfyldte Skov!/ Jeg synes, Træerne er Adelsmænd./ Med løv i hatten og med barket Lænd/ de hilser lige fint paa fin og grov, de holder deres Skygge ej for Rov/ og taler alerig ondt om den og den. / Ved deres Side kan du hvile ud/ og nyde frit den Lyst, de altid giver,/ så godt de evner, med den samme iver. Der findes andre digtere end Halfdan Rasmussen; bøger af andre lyriske adelsmænd i min reol: Sophus Claussen, Johannes Jørgensen og Helge Rode for eksempel. Og danske salmedigtere er jeg også inspireret af. Endnu en gang tak for dine kommentarer, Sabbath Venlig hilsen Frank
Sabbath
24/05-2014
Hej Frank Hold da op! Det må da vist være den suverænt længste svarkommentar herinde nogensinde. Men det tror da pokker, når den indeholder en hel lille litteraturhistorie. Plus så mange guldkorn i øvrigt. Det er herligt, at sådan noget kan lade sig gøre. Men det kunne måske være en idé for redaktionen at indføre en ugens kommentar, ligesom de udnævner ugens tekster. Så ville den her vinde, uden tvivl – med mindre den vil blive opfattet som en uvedkommende privat udveksling af synspunkter mellem to i mangt og meget ligesindede udi litteraturen. (Nu ser jeg, at man måske også kunne overveje en pris for ugens absolut længste sætning). Under alle omstændigheden føler jeg mig beæret over, at det var mig der gav anledning til dit vægtige indlæg. Venlig hilsen Sabbath PS. Sophus Claussen er også en af mine favoritter, som han må være for enhver, der holder af dansk litteratur. Ærgerligt jeg ikke lige kom på ham i forbindelse med din tekst.
Martin
24/05-2014
8 af 10! Virkelig godt!!! :-)
Falcon
24/05-2014
Hej Frank. Hvor er det et godt digt du har begået her. Du rammer meget præcist hele essensen i at motionere - at tømme sindet for tanker og stress. Det passede fint til Copenhagen Marathon, hvor det stod ned i stænger. Jeg er særdeles vild med udtrykket 'skovens eminencekreds' - det er en genial beskrivelse. De bedste hilsner fra Falcon
Forlaget Colding. | Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk