Sneens rene, dybe flader

(Forspil)

Sneens rene, dybe flader
svøber mark og skur.
Mandskab rydder pladser, gader
på min søndagstur.
Totter prikker. Friske kinder.
Går mig glad og lun.
Undres, hvorfor snefnug minder
mig om svanedun.

Det er her og nu at livet
sner til Guds behag.
Ikke alt vil være givet
første vinterdag.

’Svanedun’ si’r Helge Rode
med sin fine røst,
’tåreduggens’ smelte-kode
mildner hård nord-øst,
det er fjordens barske hjørne,
vinter er begyndt!
Vrisne står novembertjørne
på den kolde pynt.

Det er her og nu at livet
sner til Guds behag.
Ikke alt vil være givet
første vinterdag.

Gennemblødt. Det sidste stykke
stavrer jeg mod havn.
God komfort vil gøre lykke.
Tak. I Rodes navn
åbenbares midt i tærten:
Mere tyst end sne
er slet ingenting i verden!
- set fra min café.

Det er her og nu at livet
sner til Guds behag.
Visse ting er trods alt givet
første vinterdag.

Frank Colding, 22. november 2015

(Der refereres til Helge Rodes digt:
Der er ingenting i verden så stille som sne).

Sabbath
22/12-2015
Hej Frank Er der tale om en raptus? Jeg mener, hele to digtperler så kort tid efter hinanden – ”Himmelblået: Højt og tyst” og så det her. Også formmæssigt meget lig hinanden – samme antal strofer og samme rimskema. Lige til en melodi, hvad der selvfølgelig er meningen. Digtet er ikke så dybt som det tidligere og skal heller ikke være det. Hvor ”Himmelblået: Højt og tyst” taler om en eksistentiel forløsning via smerten, er digtet her fnuglet som det snefald, det handler om. Da nordmanden Jon Fosse for nylig modtog Nordisk Råds litteraturpris, kom han i sin takketale ind på forholdet mellem kunst og religion. De ligner hinanden, sagde han, men må alligevel ikke blandes for meget sammen. For så fortyndes litteraturen, der for at blive god i åndelig eller religiøs forstand må eksistere helt på sine egne præmisser. Det for at understrege, at sådan er dine ting også netop skruet sammen. Du minder aldrig om en prædikant men tit om en ligesindet digterkollega. Det er ofte i kunsten, du henter din inspiration til dine religiøse digte. Her Helge Rodes ”Der er ingenting i verden så stille som sne”, som din tekst direkte kommenterer på. Også ved i anden strofes omkvæd, lidt drilsk og med lune, at nuancere synet på svanedunene. Jeg talte om et sammenfald mellem dine to tekster, hvad angår det formelle. Det gælder ikke helt, når vi ser på versefødderne og dermed rytmen. Mens digtet her er holdt i et stramt, ubrudt skema af trokæer, indsniger der sig i den første tekst en svag form for uro hvad angår det rytmiske. Som egentlig – altså også formelt - meget godt bekræfter mit indtryk af de to digtes forskelligartede karakter ”Vrisne står novembertjørne” er et pragtfuldt udtryk. Ikke set bedre siden Aakjærs tjørne ”spidder Sne paa Piggene” (”Sneflokke kommer vrimlende”). I det hele taget som altid et digt med trumf på både sprog og stil. Venlig hilsen Sabbath