Synker ned i langsomheden

Synker ned i langsomheden.
Er det mon pyjamas-dag?
Kreativ i nat, forleden.
Giv mig en rutine sag,
roligt gøre lidt ad gangen,
uden at jeg får et flip,
voksent rumme, holde stangen,
oldingen og spirrevip.

Det var godt: Jeg kom til træning.
Så på vejen træers løv
drattet ned fra hver forgrening.
Spirrevip, den drengerøv,
drømte om en publiceret
sportsbedrift i Facebook-land.
”Alt forgår, bli’r komposteret”,
sukkede den gamle mand.

Varmede en frossen pizza
som vor fælles aften-ret,
vinklede en lille vits af
smovsen på det runde bræt.
Så blev spirrevippen puttet,
og den gamle læste højt,
mens min opvask fik et nuttet
stænk af kemisk sæbe-sprøjt.

Nu er dagen faktisk reddet,
jeg er samlet, hvilket held
at en pensionist er fredet,
blot skal passe på sig selv.
Det går hurtigt til derude.
Tingene er stærkt i skred.
Takker bag min termorude,
at her opstod aften fred.

Frank Colding, november 2016