Sang-univers / Hjemme / Værten
Værten
 
Om at forberede et besøg
 
 
I dag får jeg besøg:
Min gode gamle ven,
som gæster denne ø,
slår snart et smut her hen.
Så her skal gøres rent
og ryddes grundigt op,
for jeg har altid ment
mit hjem bør vær’ i top.
 
Nu først: gi’ blomster vand,
så lige støve af
og tømme skraldespand,
se det er ingen sag.
En lille opvask, fluks,
ja sådan bliver man
sin egen ordensduks
med fingrene i vand.
 
På gulvet ligger støv,
belyst af solens brand,
det kalder tyst, så tøv
nu ikke, handymand.
Men lige allerførst,
før kamp mod støv og hår,
skal halsens kaffetørst
dog slukkes med en tår.
 
Og før jeg ved der af,
går tiden, det bli’r sent;
der gik den halve dag
og her er halvvejs rent.
Allig’vel bli’r her fest;
jeg har af lyst og pligt
gjort rent for dagens gæst,
og skrevet velkomstdigt:
 
Velkommen kære ven,
hvor godt, du nå’de frem,
så ses vi da igen
her i mit lille hjem.
Hvor jeg har glædet mig,
gjort rent og flyttet skidt,
og rigtig savnet dig.
Velkommen på visit.
 
Frank Colding 2005-02-06
Skriv besked...

Der er ingen indlæg
Forlaget Colding. | Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk