Sang-univers / Sommer / Vennen

Vennen

 Om en stund med en veninde

 

(Forspil)

 

 Sidder fredeligt på molen,

følger havnens bølgevand

spejle glimt af aftensolen,

hører klukkene mod land,

og i krusningens reflekser,

som vi ivrigt kigger på,

ser vi himlens skyer hekser

mellem guld og sølv og grå.

 

Her er sommer-lunt på havnen

og på sø og mellem siv,

som vi sidder her med favnen

fuld af minder fra vort liv.

Himlen hvælver aftenrøden,

tanken flyver varligt hen,

til den gang jeg stedt i nøden

modtog støtte fra min ven.
 

Husker da jeg langvejs ude,

faldt omkuld og over bord,

og du kasted’ fra din skude

venskabs redningskrans og snor.

Dér i skæbnens lunefulde,

pludselige kastevind,

som fik alting til at rulle,

holdt du fast om rorets pind.

 

Du er mer’ for mig end redning,

du er en, som jeg har kær,

du er hjemstavnsfjordens bredning,

frisk og ny og kendt og nær.

Du gir’ åbning og forandring,

holdepunkt og hvilested,

frodigt landskab på min vandring,

glæde der vil vare ved.

 

 Duggens svale aftenkulde

varsler nat og ender dag,

og vor tætte, højtidsfulde

time runder sårbart af;

mens der daler stille lykke,

hvisker gruset vore skridt,

vi er venner, vi er trygge,

og går mætte hver til sit.

 

Frank Colding, 2003-7
 
 
Med et digt som dette behøves ikke flere understregninger af Frank Coldings format som poet. Her er alt, hvad der kendetegner god poesi. Et af metaforer beriget sprog til formidling af præcise sanseindtryk, samt den magi der også er en del af disse. Katalysatorer for det modtagelige sind til udløsning af såvel associationer som refleksioner. Eller man kunne sige, til en sammensat stemning af følelser, tanker og erindringer i et afklaret øjeblik.

Naturen er nærværende, men også vennen. Og de smelter sammen til en syntese, der vækker minder i et videre perspektiv. Et dyk ned i det skatkammer af erindringer, der tilhører barndomslandet. ”Du er hjemstavnsfjordens bredning” hedder det om personen, der har taget bolig for evigt i jegets liv.

Alligevel er Frank Colding ikke nogen nostalgiker i vanlig forstand. Snarere eksistentialist, for det er altid tilværelsen her og nu, der optager ham. Som her på bænken med udsigten og indsigten. ”Hvilestedet” i nuet mellem fortid og fremtid, eller som det udtrykkes i næstsidste strofe, hvor digtet når sit dybeste, mellem ”holdepunkt” og ”forandring”. I tilbageblikket på en afgørende fase i tilværelsen opstår en fredfyldt stjernestund af erkendelse og taknemmelighed. Samt fortrøstningsfuld ”åbning” mod fremtiden.

Hans sprog er nutidigt, men hans temaer vidtrækkende, og det giver sig selv, at der skal en vis modenhed til for at få det fulde udbytte af hans univers. Men så er belønningen også stor. Et digt som dette har næsten terapeutisk virkning på den læser, der også kender til op- og nedture, store og små kriser. Og med en viden om hvor værdifuldt det er med en ven, der træder til i nøden.

Et sandt venskab hvor det at give er lige så udbytterigt som at få. Og det er så, hvad digtet til slut og på ganske enkel vis får sagt om vennerne, der ”går mætte hver til sit”.

At Frank Coldings forfatterskab udfolder sig i slipstrømmen af en klassisk, dansk tradition, er nævnt før. Denne gang med mindelser om Frank jæger.

Digtet er fra ”Sejleren” (2009)

Sabbath Andersen
tekstforum.dk
Skriv besked...

Der er ingen indlæg
Forlaget Colding. | Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk