Sang-univers / Filosofi / Instrumentmageren
Instrumentmageren
Om syv strenge at spille på
 
(Forspil)
 
Dynamik er magt, der magter
værne om og ødelægge,
kæmpe for de ny kontrakter
i det åbne, under dække,
vælger ledelsesprincippet,
fri og myndig i replikken
(eller: blot en grov og flippet
elefant i glasbutikken?). 
 
Sensitivitet er nænsom,
lyttende og varm og kærlig,
såres af en ubetænksom,
som er for direkte, ærlig.
Når ens eget hjerte stråler
er man rolig og magnetisk.
Lidet er det vel man tåler,
ta’r ved lære vis, asketisk.
 
Tænkningen kan konstruere,
tumle store tankeformer,
abstrahere, nuancere,
skrive regler, love, normer;
overskuer store grupper,
husker mødet er berammet!
Oppe på de høje dupper!
Står med ét som handlingslammet. 
 
Kreativitet er pudsig
med konflikter, brådne pander,
Musen går der ofte mus i,
før end harmonien lander.
Skønhed vokser af fortrædet:
glæde: ”træffer!”, sorg: ”forbier!”,
og en slidsom gang på stedet
skaber verdner, poesier. 
 
Analysens iskrystaller
splitter delen med logikken,
gider ikke folks rabalder,
stiller skarpt på statistikken.
Der er natrium i saltet.
Lad os forske endnu mere!
Er mysteriet i altet
mon umuligt at kapere? 
 
Dedikeret og begærligt
vælger man idolgestalter.
Her er noget ganske særligt:
Troens lys på sagens alter.
”Frelse sandet i Sahara!
Det retfærdiggør fiduser:
vi kan ta’ gebyr for tara!”
- Døbes med den kolde bruser. 
 
Praktikeren kan det hele,
samler hver en fløj og flanke,
sammensætter alle dele,
vilje, følelse og tanke.
Man kan handle, gå til stålet,
stå for koordinationen.
Men, hvad var nu lige målet?
Gavner manifestationen? 
 
Den pointe jeg forkynder,
er, at livet med sit plekter
i hver øvet, hver begynder,
anslår dette strengespekter.
Vore kroppe, instrumenter,
vil vibrere sjælens klange
stærkere, jo mer’ vi henter
himlen ned i hjertets sange. 
 
Frank Colding 2013-12-20

 

Skriv besked...
M. Birk
04/02-2014
Jeg kan ikke finde på så meget at sige andet end, velformuleret, dybt og MEGA FEDT!
Dino
04/02-2014
Syv strenge at spille på. Grantræ og kattetarm. En ottende higer efter sfærens musik. Men musikken er større end de instrumenter vi forsøger at spille den med. Overalt i vor gerning skrider fundamenter under vore ellers så fine hensigter. Vi er som en snedker der vil bygge en syngende engel. Vi kan gribe alt an på forskellig vis: Vi kan prædike og forkynde, hylde guruer men ender alligevel med at tømme kirkebøssen i egen lomme. Vi kan droppe de flotte begreber, smøge ærmerne op og gå til donten uden fine fornemmelser og lade næverne tale. Men hvad knokler vi for? Tanken, målet var dog nødvendigt. Så kan vi filosofere, finde på og udtænke. Skabe verden af vort geni. Men alt vi når er at hylde vort eget spejlbillede. Vi udretter intet. Vi søger de rette vinkler, sætter alt på formel. Vi pakker alt i kasser, vi hugger hæle og tæer, men Askepots fod passer ikke i vore sko. Vi vil herske, give ordrer. Gud bliver vi ikke, højst en diktator. Vi skal give op - ikke med at sanse, se, lytte og lære, men give op at tro at vi kan fatte verden ved igen at læse de bøger vi selv har skrevet. Når vi lytter til en klang, så må vi tro på symfonien. Når vi ser på en blomst, må vi tro på en have. Når vi ser en stjerne må vi tro på universet. Hellere være lille blandt det store end tro sig stor omgivet af det lille. Sådan opfatter jeg Frank Coldings digt "Instrumentmageren." Men digtet er, som forventet, større end min fattige forklaring på det!
 
Node af Frank Colding
 
Node af Keld Telén
Forlaget Colding. | Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk