Et velsignet middagshvil
lander mig i hjemligheden.
Blødgjort er en stram profil,
stuen ånder lørdagsfreden.
Dog, ifølge mit program
skal jeg hen at motionere.
Det må jeg vel acceptere,
trods den væren, jeg fornam.

Sneen lyser solskins-hvid
ind i mine varme stuer.
Det er kælkebakke-tid,
målet for familieture.
Også jeg bli’r kaldt til dåd.
Man må ud, før energien
farer vild i nostalgien,
lyder mangt et sundhedsråd.

Atter hjemme, tog et bad,
sidder bare her og stener.
Er en smule træt og flad,
overvejer, hvad jeg mener
om min fitness-præstation.
Kan jeg være helt tilfreds?
Jeg er trods alt seksogtres,
må justere ambition.

Det er godt at konkurrere
med sig selv, sin dovne krop.
Blot at være, rekreere,
bør til tider høre op.
Bedst: At komme hjem fra sport,
stene, dovent agitere,
mens man glorien polerer,
fra sin lænestols komfort.

Kreative morgenvinde.
Hvad blev af min hjerte-ro?
Tanken synes at forsvinde
fra den indre gyldne bro.
Vælger gøremål fra plan.
Atter lodret og centreret.
Og en ven bli’r inviteret.
Vander blomster på altan.

På min søndagstur langs fjorden
vandrer jeg to gode mil.
Luftes i den kolde ’Norden’,
snefnug med krystalprofil.
Her, hvor jeg er nået frem,
er der noget, jeg skal klare,
nemlig købe dagligvarer.
Kommer atter til mit hjem.

Veksler mellem, i min søgen,
væren og aktivitet.
Skelne mellem duen/høgen
hjemme i stabilitet?
Der er nok at kæmpe med,
gennemskue skrig fra ravne.
Lige nu vil hjertet gavne
med en bølgering af fred.

Sætter kurs mod lænestolen.
Hviler mig igen i dag.
Mærker atter hjertesolen,
skærmer mine stuer af,
fylder dem med gylden ro.
Glider ind i hjemligheden,
ind i mit lokale Eden.
Skjult i mit private bo.

Frank Colding 6. januar 2024