Sang-univers / Morgen / Lykkefolket
 Lykkefolket
 Om en salig morgen

 

(Forspil)

 

Stille forårsmorgen her på landet

før end fugle bryder ud i sang,

ingen lyde er her, ikke andet

end lidt ringen i min øregang.

I mit sind begynder melodier,

og de ord, der flyder fra min pen

i en rytme, der stilfærdigt stiger

mens det langsomt går mod dag igen.

 

Ude i den klare dæmrings kulde,

hører jeg koncerten er begyndt.

Solen la'r sin røde løber rulle

ind mod stranden fra den fjerne pynt

og bemander med energisk kravlen

himmelkuplen, stråler over skov

ind igennem ruderne i gavlen

ovre, hvor min nabo lå og sov.

 

Raske vil vi begge gribe dagen

række efter livets lyse bold,

gå i gang med det, der nu er sagen

for at kunne være glad og stolt;

for at være en, der vinder freden

med sin skaberevne og forstand

og mod aften vandrer mæt langs bredden

af vort lille lykkelige land.

 

Frank Colding 2008-03-18

Skriv besked...
trudi
23/08-2011
Hej Frank Et herligt digt her på denne solskinsformiddag. Det er et digt der er fyldt med smukke billeder og guf til nethinden. Rytmen og flowet i digtet er der ikke en finger at sætte på og rimene fungerer også. Et godt og velskrevet digt Mvh. trudi
Forlaget Colding. | Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk