Med et digt som dette behøves ikke flere understregninger af Frank Coldings format som poet. Her er alt, hvad der kendetegner god poesi. Et af metaforer beriget sprog til formidling af præcise sanseindtryk, samt den magi der også er en del af disse. Katalysatorer for det modtagelige sind til udløsning af såvel associationer som refleksioner. Eller man kunne sige, til en sammensat stemning af følelser, tanker og erindringer i et afklaret øjeblik.

Naturen er nærværende, men også vennen. Og de smelter sammen til en syntese, der vækker minder i et videre perspektiv. Et dyk ned i det skatkammer af erindringer, der tilhører barndomslandet. ”Du er hjemstavnsfjordens bredning” hedder det om personen, der har taget bolig for evigt i jegets liv.

Alligevel er Frank Colding ikke nogen nostalgiker i vanlig forstand. Snarere eksistentialist, for det er altid tilværelsen her og nu, der optager ham. Som her på bænken med udsigten og indsigten. ”Hvilestedet” i nuet mellem fortid og fremtid, eller som det udtrykkes i næstsidste strofe, hvor digtet når sit dybeste, mellem ”holdepunkt” og ”forandring”. I tilbageblikket på en afgørende fase i tilværelsen opstår en fredfyldt stjernestund af erkendelse og taknemmelighed. Samt fortrøstningsfuld ”åbning” mod fremtiden.

Hans sprog er nutidigt, men hans temaer vidtrækkende, og det giver sig selv, at der skal en vis modenhed til for at få det fulde udbytte af hans univers. Men så er belønningen også stor. Et digt som dette har næsten terapeutisk virkning på den læser, der også kender til op- og nedture, store og små kriser. Og med en viden om hvor værdifuldt det er med en ven, der træder til i nøden.

Et sandt venskab hvor det at give er lige så udbytterigt som at få. Og det er så, hvad digtet til slut og på ganske enkel vis får sagt om vennerne, der ”går mætte hver til sit”.

At Frank Coldings forfatterskab udfolder sig i slipstrømmen af en klassisk, dansk tradition, er nævnt før. Denne gang med mindelser om Frank jæger.

Digtet er fra ”Sejleren” (2009)

Sabbath Andersen
tekstforum.dk