Mærker ro og hjertevarme,
men vil ikke døse hen,
jeg vil våge og forbarme
mig i forhold til min ven.
Han er barnligt selvoptaget,
gerne glad og lidt naiv,
pensioneret og bedaget,
digter om det gode liv.

Hører underboen skændes
i en lille ’rask’ konflikt.
Alt for korte lunter tændes
på vor jord, i vort distrikt.
Færre respekterer grænser.
Vennen, bør han passe på?
Kommer faren før han ænser,
mens han sover, går i stå?

Send beskyttelse, Vorherre!
Jeg er et bekymret barn.
Går det hele mod det værre?
Ender alt i strid og ran?
Op, min ven, at våge, bede,
und mig skaberleg og fred.
Nu er vennen helt til stede,
mens jeg langsomt falder ned.

Mærker ro og hjertevarme,
styrer mod en middagslur
mellem lænestolens arme,
stiller på mit vækkeur.
Vågner barnligt selvoptaget
tryg og glad, tilpas naiv.
Synger, atter nyopdaget,
sange om det gode liv.

Frank Colding 10. maj 2025