Vi mødtes før jeg koksede kaotisk,
du holdt kontakten, så mig som din ven.
Du rummede så dybt og antidotisk, *)
at jeg kom op på benene igen.
Du viser, vi er to, der hører sammen
som vidner til hinandens glæde, ve.
Og når vi mødes, iltes hjerteflammen;
da må jeg fostre digte. Græde, le.

Du er en vis og kærlig underviser,
forstår og føler med enhver elev.
De kom og gik som blomsterengens briser
og satte frø til det, de siden blev.
Din kærlighed er venlig, ubetinget.
Du favner store spørgsmål: ”Hvem er vi?
Hvorfra? Hvorhen?” Dit svar har ofte klinget:
”Hvad er din drøm? Hvad lever indeni?”

Du søgte kundskab gennem mange skrifter,
og byggede en vandtæt lærdoms-ark.
Den sank, trods akademiske bedrifter,
engang, du kom til tro, på Herrens mark.
Men hvad er morgendagens visdomslære?
En tanke, der gør kirkefolk tilpas?
Du har dog allerede en affære,
med visionæres indre livs-kompas.

Et nutidsunder vil jeg gerne vise,
jeg kender det fra sjælens eget liv.
Min lærer gav den indre ekspertise;
opstandelsen i helligt perspektiv:
En åndens sol er skabt i Jordens kerne,
og derfra ekspanderer frihedssang.
Jeg mediterer på den ofte, gerne;
korsfæstelsen har nu en ny pendant.

Hvem siger, Gud har ligget på den lade
fra ruder konge blev en protestant?
Nej, livets bog har mange nye blade,
og snart er Luther rummets elefant!
Veninde, mon du føler, mon du rummer
min noget desperate oprørstrang,
og smiler, mens din ’frelste’ digter brummer
om Jord-opstandelsen, som er i gang?

Frank Colding 30. december 2024

*) Antidot er et medicinsk udtryk for modgift